Senest ændret den 10. april 2018 14:54
M. P. Branderup, Rødekro, tilbragte det meste af marts 1915 som soldat i Aabenraa.
Soldat i Affenraa
Efter endt uddannelse i Flensborg blev mit og endnu et kompagni forflyttet til Aabenraa. Det var omkring den 1. marts 1915.
En tidlig tirsdag morgen marcherede vi ud af Flensborg og nåede til Aabenraa ved middagstid. Det var en anstrengende tur, for det var første gang, vi marcherede med fuld oppakning.
Dengang blev der hver tirsdag afholdt grisemarked på Storetorv i Aabenraa, og da vi nåede torvet, var der endnu nogle af de handlende tilbage. Blandt dem også nogle hjemme fra Rødekro — Jens Hansen, Hans Boisen og Hans Tiedemann. Det var dejligt at se gamle bekendte igen, og jeg havde mest lyst til at løbe over og hilse på dem. Men jeg var jo soldat og måtte pænt blive, hvor jeg var.
Bortset fra nogle ældre vagtmandskaber var vi det første militær i byen, siden garnisonen sidst i firserne var blevet flyttet til Haderslev. Og det var ikke helt fri for, at vi unge soldater blev forkælede af befolkningen. Den største del af kompagniet bestod af hamborgere — unge raske gutter — som mangen pigelil i Aabenraa tabte sit hjerte til. For nogles vedkommende blev det kun til en kort »soldateraffære«, som var forbi, når der kom nye soldater til byen. Men for andres vedkommende blev forbindelsen opretholdt under hele krigen gennem breve og feltpostpakker.
Vi var indkvarteret rundt omkring i byen, og jeg kom til at ligge på »Stadttheater«. Jeg slog mig ned på scenen. Der var det mere roligt end nede i salen. De bekvemmeligheder, vi var vant til fra kasernen, fandtes ikke her. Der var ingen senge. I salen var blot anbragt lange rækker med halmsække. Skabe til at anbringe sine ting i, fandtes heller ikke. Hver især måtte selv sørge for at få anbragt sine pakkenelliker på bedste måde.
Nu var der nogle kammerater, som havde en tilbøjelighed til at »låne« af andres ting, og jeg gik derfor over til I. A. Schmidt og købte mig en kasse og en hængelås. Ekspedienten hed Kedde Boisen — iøvrigt en søn af føromtalte handelsmand Hans Boisen fra Rødekro. — Han var et par år yngre end jeg og var en af mine ungdomsvenner.
— Vi snakkede om krigen og om, at jeg nu om et par uger skulle til fronten. »Ja, du slipper da heldigvis, for inden din årgang bliver indkaldt, vil krigen være forbi«, mente jeg, og det mente han også … Men sådan gik det ikke. Da jeg efter fire års krigstjeneste kom hjem, var Christian faldet ved vestfronten i 1918.
En af de første dage, vi var i Aabenraa, fik vi besked om at forsyne alt vort tøj med nummer. Jeg gik derfor ind til Hoffgaard for at købe en halv meter af disse. Den første, jeg mødte i forretningen, var Steffens, og da vi hjemme var vant til at handle hos Hoffgaard, fik jeg en hjertelig modtagelse. Da den store handel var afsluttet (båndet kostede 10 pg.), skulle jeg absolut med ind på kontoret og hilse på hr. og fru Hoffgaard, hvor jeg blev beværtet med vin og kage. Til afsked fik jeg stukket en hel håndfuld cigarer i lommen, så det var vel nok en fin forretning for mig. At den gav bonus til Hoffgaard, tror jeg næppe …
(… fortsættes)
