Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Søndag den 18. juli 1915

Kære lille mor!
Jeg sad og stoppede mine strømper, og så kom denne seddel for en dag. [Det var hans moder Marie Andresen, der havde skrevet sedlen, og der stod: “Dette garn blev vundet d. 5. august 1914 og skal med Kresten i krigen. Når papiret er tomt igen, er et stort stykke verdenshistorie
forbi. Gud nåde os alle og lade os mødes igen uskadte på sjæl og legeme. Vi har dog en fader i himlen, der råder for alt. Der er intet så stort, han det jo kan, og intet så godt, han det jo vil, det overgår al vor forstand, at der en sådan Gud er til. Johan sidder i arrest i Sønderborg, bare han snart kommer hjem.”] Dette nøgle har så fulgt mig lige så længe, som jeg har været i krigen. Garnet vil formodentlig holde ud, til  krigen er forbi: jeg vandt det op, da det var kommet i urede. Men du har ret i, at et stort stykke verdenshistorie er forbi nu, og hvem ved så endda, hvor stor en brøkdel af det hele som vi må igennem. Vi kan ikke mødes alle, som vi kunde det lige før krigen, for Ingeborg er ikke mere blandt os, men det blev krigen jo ikke skyld i. For os, som du vel dengang tænkte på, da har der jo været beredt underlige veje, som førte os frelst igennem hidindtil – det går over al forstand.

Jeg fik allerede i går brevet, som du har skrevet den 14. Jeg kan godt forstå, at I er bleven overraskede, da I hørte, at jeg var kommen til hest. Jeg skal nu til at lære ridekunsten. For et par dage siden blev jeg undersøgt for sidste gang af afdelingslægen her. Jeg havde i grunden været så småt bange for, at han nu skulde erklære mig for fuldt felttjenestdygtig igen og sende mig til mit regiment, man har jo da før hørt så galt. Men lægen var yderst fidel og spurgte mig ud, og enden blev, at benet ikke lagde nogen hindring i vejen, for at jeg kunde ride. Når jeg nu først kommer helt i min nye positur, så vil I jo nok få et billede af kavaleristen. Jeg tager det hele fra den komiske side; for jeg synes, det er så uendelig komisk, at jeg netop skulde gå hen og dumpe ind i kavaleriet, og tilmed hedder min ridehest Lise, og den ligner den meget, når undtages blissen, og så er den heller ikke så plump. Ellers er den et meget godt og godmodigt skind, så den skal såmænd ikke lave ret mange  krumspring med mig.

De gamle dragoner betragter halvt medlidende infanterister – men ellers er der et ypperligt kammeratskab, og der er ikke tale om, at de gør nar af én, når man bærer sig kluntet ad. Ude hos infanteriet havde man altid det Kainsmærke siddende på sig, at man var en ersatzreservist, som selv var skyld i de ulykker, som passerede oppe på højre fløj, når han selv stod på venstre. Her falder det ganske væk.

– Aage har altså været hos jer – jeg længes meget efter at få hans brev, som jo vist er gået til La Fere. Jeg havde lige skrevet et brev til ham, men det bliver nu liggende til jeg får hans. Der er sådan et dejligt vejr i dag og roligt. I er jo nok nede at besøge Christian. Nu er året snart omme, og jeg synes, vi er lige vidt. Dengang troede de fleste, at krigen var forbi til november; nu er der vist ikke mange, der tror, at krigen er forbi til november. Man træffer tit soldater, der fuldt og fast tror, at krigen ikke får nogen ende; de hævder, at det er verdens undergang; de vil blive ved med at kæmpe, indtil folkene forbløder, og så vil hærgende sygdomme gøre resten. Det vil vi dog ikke håbe.

Din hengivne søn
Kresten

NB. Jeg savner så meget et lille håndklæde og et par brogede lommeklæder.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen