Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 18.1.1917

Min kære, kære Inger!  Idag fik jeg en hel del breve fra dig… Du kan tro, jeg blev glad ved at høre hjemmefra. Å, hvor det glæder mig, at I alle har det godt. Hvor har vi da meget at takke for. I går skrev jeg et brev til dig, som var lidt sørgmodigt. Vi havde nemlig kort før faet ordre til at holde os parat til at rykke ud med kort varsel. Gudskelov blev det ikke til noget. Kompagniføreren meddelte os kort efter, at alarmen var ophævet, og vi kunne tage det med ro. Hvor blev jeg da glad, for det er ikke rart at skulle afsted over hals og hoved, for så er der gerne noget på færde.

Jeg var i går henne at spørge efter Jørgensen i 4. komp., og da fortalte hans kammerater, at han var savnet. Han var blevet syg ude i stillingen og skulle tilbage, og siden havde ingen set ham. Men de troede helt bestemt, at han var gået fejl vej og havnet hos englænderne. Det kunne meget let lade sig gøre, sagde de, for det var en ny og ukendt stilling, de lå i. Hvis Jørgensen er kommet godt over, så er det rigtignok glædeligt…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.