Senest ændret den 7. januar 2015 12:27

Hans Petersen fra Skodsbøl deltog i krigen i Füsilierregiment 86.

Den 18. December 1914.
Nætterne med Storm og Regn i Skyttegraven var højst uhyggelige. Vi befordrede af og til for et Par Rigsmark Kugler histover. »Frands« svarede forleden med at skyde en Granat ned paa Hjørnet af Gaarden, saa Sten og Kalk røg ind til mig i »Villa Hesteben«, hvor jeg netop sad og skrev et Brev. Hvis jeg kunde have sendt Brevet til »Frands«, vilde jeg have skrevet, at han næste Gang ikke maatte skyde saa uforsigtigt; thi her boede jo Folk.

Vi havde nu faaet en Bom opsat midt paa Gaardspladsen og lavede Gymnastik, det bedste vi kunde; men vi var kommen ud af Træning, og Maven var ogsaa bleven for stor.

— Lehr havde konstrueret en Minekaster af Træ, som vor Kompagnifører fornøjede sig meget over, da den kun kunde kaste en lille Sten en halv Snes Meter. Mens Storm og Regn gjorde det surt i de mørke Aftener for »de gamle«, som stod Vagt ude ved Porten, sad jeg inde ved den lille, varme Kakkelovn.

»De gamle« var Landstormsmænd, mange af dem gode danske Mænd derhjemmefra; der havde vi baade Christian Lydiksen og hans Svoger Christian Lorensen, ligeledes Marius Scherrebek og Jørgen Refshauge.

Naar de havde Vagt, kiggede de gerne ind ad Døren til mig i »Villaen«; saa fik jeg Kaffegryden over Ilden og bryggede dem en god, varm Kognakspunch. Naar de havde faaet den og tændt en Cigar, sagde de gerne: »Saa, nu kan vi sagtens holde ud i to Timer.«

Vi andre, som havde gjort Krigen med fra Begyndelsen, kaldtes gamle Krigere, endskønt vi var meget yngre end de gamle Landeværnsmænd, vi lige havde faaet. Men i Virkeligheden saa vi ældre ud, da vi havde ladet Fuldskægget staa, og det havde antaget de underligste Former og struttede mere eller mindre ud til alle Sider. Jeg maatte døje meget af Underofficererne, fordi jeg saa saa vild ud som en Eneboer. Jeg havde faaet nogle unaturlig tykke Kinder, og det sorte, vildtvoksende Fuldskæg var groet meget uregelmæssigt. Lige under Underlæben havde jeg ingenting; men under Hagen havde jeg en lang, spids, sort Dusk, akkurat som paa en Ged. Underofficererne drillede mig hver Dag med, at jeg lignede en polsk Præst. Men jeg holdt saa meget af dette mit første Fuldskæg, at jeg ikke kunde nænne at tage det af, og desuden syntes jeg, det kunde være uhyre morsomt at komme hjem fra Krigen nu lige efter Jul med saadan et Skæg; thi jeg var sikker paa, at der ikke var en eneste, som kunde kende mig.

— Ja, Krigen var sikkert forbi til Jul . Forleden Aften, da Fjenden skød med Artilleri, stod Andreas Andresen fra Hovslund og jeg og talte 23 Granater efter hinanden, som ikke eksploderede. Nu skød han naturligvis Resten af Granaterne bort. Det kunde jo heller ikke lønne sig at slæbe disse uduelige Tingester med hjem, naar Krigen var endt. I fjerde Kompagni troede man ogsaa, at det snart var forbi; der fortaltes om en Mængde Spaadomme, som alle sagde, at det var Slut til Jul.