Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 18.4.1916

Min kære Inger!

Rigtig mange tak fordi du kom op og besøgte mig. Det er jo de bedste dage, man har her i Husum. Nu lige Kl. 12 er den transport, hvortil Nygård hørte, rejst bort. Det er så vemodigt at se dem drage afsted. Da Nygård sagde farvel, var det ikke så let at holde sig, men ellers var der ingen der græd. De fleste af dem var unge og nogle gik frivillig med. De fleste havde en buket enten i hjelmen eller på brystet, men der var også nogle, som ikke var smykkede, og dem regner jeg ikke for de dårligste. Det er et gode for dem, at de ikke rejser lige til fronten. Det kan jo da være, at de kan blive en tid der i Belgien. Der er jo en transport mere, som står rede til at rejse. Det er allesammen unge, for der er ingen flere af vi ældre som er duelige…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.