Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov var i august-september indsat ved fronten ved Ypres i bataljon 407. Midt i september blev hans batteri trukket bort fra fronten og blev sendt til Huissignies ved Mons for at hvile ud.

Det var en lang nat på fladvognen. Det blæste, og det var ret koldt. Jeg fik fat i min overfrakke og et par tæpper, hyldede mig godt ind, men jeg frøs alligevel.

Om morgenen skinnede solen, køkkenmandskabet lavede kaffe, alt imens toget kørte, og vi, der havde haft vagt, fik straks en portion varm kaffe, da toget holdt, hentede de andre kaffe.

Hen på formiddagen holdt toget ved en station, det var Jurbise tæt ved Mons. Her blev vi læsset af og derefter marcherede vi over Erbaut til Huissignies tæt ved Ath. Det var en marchtur på 3-4 timer.

Det var meget varmt, og landevejene var støvet.

Her i midten af Belgien levede den civile befolkning så vel som militæret i en bedre orden, end de gjorde i nærheden af fronterne. De rystede på hovedet, da de så os komme marcherende gennem byerne og forbi husene. Batteriet var præget af kampens hede. Kanoneme var oversprøjtet af leret fra Flandern, og soldaterne ligeså.

Hen på eftermiddagen drog vi ind i Huissignies – en lille landsby som
Agerskov. Vi gik om i borgerkvarter. Sammen med Fritz Volmer skulle jeg indkvarteres hos en husmand i udkanten af byen.

Da vi kom hen til kvarteret, kunne vi ikke komme ind. Manden ville
ikke lukke op. Manden og konen sad inde bag gardinet og lavede ansigter efter os, men åbne døren ville de ikke.

Jeg lagde så min bagage og gik om til kvartermesteren  (Officirstellvertr. Wustenhagen) og fortalte ham, hvorledes det forholdt sig. Han boede i den anden ende af byen, der var en halv time at gå hver vej. Han sagde, at når de ikke ville lukke døren op godvillig, så skulle vi slå døren ind, – det var al den besked, jeg fik.

Jeg gik så tilbage, ærgerlig og træt, hele vejen, hvor jeg kom forbi huse, sad de og spiste, vaskede fødder osv. Jeg kom imidlertid op til mit kvarter igen, Volmer lå i græsset, og de ville endnu ikke lukke op.

Jeg bankede på ruden, men så rakte manden lang næse efter mig; så
blev jeg vred, løb til døren med geværskæftet, døren sprang op og vi gik ind, men så blev de begge meget flinke. De anviste os til loen, manden lukkede porten op, men vi fik intet halm eller hø.

Jeg fandt så lidt halm inde i stalden, og Fritz Volmer fandt noget hø. Vi badede fødderne, spiste og så lagde vi os til ro.

Men det var et trist forhold mellem os og værten. Jeg ville tale med ham, men han var slet ikke til at have med at gøre.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.