Morten Høffner gjorde krigstjeneste i Regiment 84
To Grave.
Frankrig, i Januar 1916.
Niels Nissen fra Anslet faldt den 14. September 1915 ramt af en Shrapnel lige ud for, hvor jeg laa i Læ af et Hegn. Jeg husker, jeg saa han faldt, og hurtigt kom vor Landsmand P. Ebbesen fra Haderslev sin ramte Kammerat til Hjælp. En anden Kammerat hjalp at bære ham hen i Nærheden af en Bæk, der rislede gennem Engen, hvor vi laa. — Niels Nissen var død.
Jeg maatte tænke paa den Aften, vi laa ved Siden af hinanden i Udkanten af en russisk Landsby, vi Dagen i Forvejen havde taget. Jeg havde ingen Mad faaet. Da gav Niels mig Kaffe, Kiks og Brød af sin Portion. Aa, hvor var jeg ham taknemmelig derfor. — Det var i Skumringen, da vi gravede Graven, hvori han og en anden Kammerat blev stedte til Hvile. Saadan en Skumring i Rusland har altid forekommet mig saa trist. De graa side Straatage forsvinder næsten i Mørkningen, og langt ude øjner man de store Granskove.
Nu stod vi der ved Graven. Jeg ser endnu de „gamle nordslesvigske Krigere“, jeg ser deres alvorsfulde Miner. Et Øjeblik stod de tavse og alvorsstemte, inden vi begyndte at kaste Jord i Graven. Ganske blødt og nænsomt faldt de første Skovlfulde. Et Birketræs Kors smykker Graven, der ligger i Læ af et Par store Træer i en russisk Landsbyhave.
Anders Wind og jeg gik meget ved Siden af hinanden, naar vi gik frem. Vi gravede vore Huler sammen eller i Nærheden af hinanden.
Jeg husker, Anders sagde: „Krigen, tror jeg, er paalagt os til Straf for vor Synd!“ Den 17. September blev Russerne efter en haard Kamp kastede tilbage. Jeg talte med Anders om Morgenen, før vi gik frem. Hvem skulde ane det var sidste Gang. Dagen efter hed det: „Anders Wind er falden.“
Sammen med nogle Kammerater søgte vi efter ham. Vi fandt ham liggende død i en Lade, hvor der laa flere Døde. Han var tildækket med Straa. „Her ligger Wind“, sagde en Kammerat, der havde fundet en Konvolut med „Flensborg Avis“, som vor faldne Kammerat havde i Lommen. Ja der laa Anders, jeg syntes, at han end i Døden havde sit gamle Smil om Munden.
Vi begravede ham ved Vejen i Nærheden af et stort Trækors. Et Kors af Birketræ smykker Graven, hvor han hviler sammen med en anden Kammerat.
Saa længe jeg lever, vil jeg mindes de to Kammerater og deres Grave, der ligger derude paa den russiske Slagmark. Ære være deres Minde!
Morten Høffner.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)