17. september 1915. H.C. Brodersen: “Fra Champagne kommer der daarlige Nyheder, og det kan vist ikke vare længe, før vi skal afsted.”

Senest ændret den 4. december 2020 8:58

H.C. Brodersen fra Nordborg var postbud i det civile liv. Straks ved krigens begyndelse blev han indkaldt til sit regiment, Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. Vi har fulgt ham siden indkaldelsen. Han deltog i de voldsomme slag på Vestfronten august-oktober 1914, men blev sygemeldt og hjemsendt på orlov i Nordslesvig, hvor han bl.a. uddannede nye rekrutter.

Aabenraa, den 17. September 1915. Der har været afholdt „Besigtning”, og Rekrutterne er dermed uddannet, og kan sendes i Felten. Vi  havde ellers ventet paa, at Fæstningen Warschaus Fald nu endelig skulde bringe en Afslutning paa Krigen, men det udeblev. Nu er der inddelt en Transport til Afgang, og jeg skal med.

Skorstensfejeren har i den sidste Tid fejret mange Afskedsfester, og det er gaaet haardt til. Forleden Aften havnede han i Grøften ved Stationen „Sønderport”, og hans nye Uniform saa ikke godt ud efter den Tur, men det værste var, at han havde mistet sin Pikkelhue, som han trods energisk Eftersøgning ikke kunde finde igen. Det blev dog ikke nogen Grund til, at han slap fri for at komme med. Fra Champagne kommer der daarlige Nyheder, og det kan vist ikke vare længe, før vi skal afsted.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *