H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 17. Oktober 1918.
I Morges gik jeg hen i Rigsdagen. Jeg traf straks en Del Kolleger. Grundstemningen var en dump Resignation. Her og der flakkede smaa Indignationsflammer op.
Korfanty meddelte mig, at alt gik godt i de polske Landsdele, men Seyda og han havde endnu ikke faaet Pas til Warschau. Haase sluttede sig til os. „Hele Byen,” sagde han, „kender nu Ludendorffs Depeche. Hele Berlin ved, at han kun vilde garantere for Fronten i 14 Dage og derfor krævede, at der skulde dannes en Regering, som var egnet til straks at indlede Fredsforhandlinger.
Svaret paa Noten vil muligvis blive skarpt i Formen, men det staar fast, sagligt imødekommende. Der er ingen anden Udvej. Forhandlingerne maa føres videre.
General Sixt v. Arnim kommer hertil for at informere Regeringen med Hensyn til den øjeblikkelige militære Stilling.”
Henad Kl. 6 i Eftermiddags var jeg atter i Rigsdagen. I den store Foyer fik jeg Øje paa Dr. David, som kom fra et interfraktionelt Møde. Jeg udbad mig en Samtale med ham om det nordslesvigske Spørgsmaal og tilføjede, at jeg samtidig vilde overgive ham en Del Materiale, Tid og Sted kunde han selv bestemme, i saa Henseende stod jeg helt til hans Disposition.
Han svarede venligt, at vi helst maatte drøfte Spørgsmaalet straks, thi i de følgende Dage blev han vistnok stærkt optaget.
Vi trak os derefter tilbage til et Bord i venstre Sidegang. Jeg beklagede, at jeg ikke havde Materialet ved Haanden, men lovede at sende ham det den følgende Dag.
Derefter gav jeg en fremstilling af Bevægelsen i de nordiske Lande, fremhævede, at der i Ententekredse havde været Bestræbelser fremme, som gik ud paa at nevtralisere Kanalen og lægge til Danmark, hvad der var nord for den, men at dette havde mødt stærk Modstand i Danmark, hvor i disse Dage bl. a. Professor Birck havde advaret imod Forsøget paa at gøre Danmark til Kanalvogter.
Den danske Regering og alle politiske Partier i Danmark var enige om kun at tilstræbe en national Grænse, draget af Selvbestemmelsesretten, saaledes som det allerede var stillet Danmark i Udsigt i Pragfredens § 5.
Det laa i Tysklands egen Interesse at søge Spørgsmaalet løst paa denne Vis ved den forestaaende Fredsslutning. Dette søgte jeg at bevise ved at citere forskellige Udtalelser i nordiske Blade og i Stockholmermanifestet.
Dr. David fulgte mine Udtalelser med megen Opmærksomhed. „Jeg har endnu ikke faaet Tid til at sysselsætte mig indgaaende med Spørgsmaalet,” sagde han. „Der er i Øjeblikket saa mange store Spørgsmaal, som kræver min Opmærksomhed. Men jeg vil være Dem taknemmelig for det i Udsigt stillede Materiale og studere Spørgsmaalet mere indgaaende, saasnart jeg faar Tid. Er der allerede forhandlet med Regeringen om Sagen?”
Jeg meddelte ham, at Naumann, efter hvad han havde fortalt mig, allerede tidligere havde indledt Forhandlinger baade med Grev Brockdorff-Rantzau og med det tyske Udenrigsministerium, men at han havde faaet det Svar, at den danske Regering selv ønskede, at Spørgsmaalet skulde hvile under Krigen.
I Tilslutning dertil fortalte jeg ham om min Samtale med Professor Hollmann i 1914 og refererede hans Udtalelser.
Dr. David: „Grev Brockdorff-Rantzau er her i disse Dage. Jeg vil benytte Lejligheden til at drøfte Sagen med ham. Er der ikke Tale om Kompensationer?”
Jeg: „Nej, det er stadig Retsspørgsmaalet, der er bleven skudt i Forgrunden med samtidig Fremhævelse af, at Spørgsmaalets Løsning er nødvendig, hvis Tyskland vil føre en virkelig Forsoningspolitik.”
Dr. David: „Hvis vi kommer for meget ind paa Retsspørgsmaalet, er jeg bange for, at vi havner i Rethaveri. Hvis vi derimod nu, efter at Junkervælden er brudt, kunde opnaa økonomiske Traktater, vilde det lette os Stillingen. Vi maa, som Stockholmermanifestet kræver, se at faa Spørgsmaalet løst ved en venskabelig Overenskomst. Det er bedst ikke at rejse offentlig Diskussion, thi Stemningen i Riget er ophidset.
Vi amputeres paa alle Ledder og Kanter, Elsass-Lothringen, Polen, maaske ogsaa Lithauen og nu Nordslesvig skæres bort, og allerede lyder Skriget: Det kan vi takke Demokratiet for!
Men jeg vil som sagt undersøge Sagen nærmere og tale med Grev Brockdorff-Rantzau om den, inden han atter tager til København. Materialet er De saa venlig at sende i Morgen.”
Dette lovede jeg, og dermed skiltes vi.
H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd. 2, Kbh. 1925