Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Hjemrejsen
Længe for Toget skulde forlade Lille, havde jeg opsøgt mig en Plads i Toget, efter at have forvisset mig om, at Vognen med det opgivne Nummer var medindrangeret. Mine Medrejsende var alle Soldater. Kupeerne var mørke, og som vi sad og ventede paa Afgangssignalet, slukkedes paa en Gang alle Lys paa Banegaarden.
Der er Flyvere i Anmarch, hed det.
Saa var Nerverne der igen. Jeg syntes, det var en Evighed, vi holdt der paa den mørke Banegaard. Selv i Halluin under Flyverangrebet havde jeg ikke været saa nervøs. Her følte jeg i Grunden for første Gang Angst. Jeg vidste jo, at Flyverne var godt orienterede med Hensyn til Jernbanestationernes Beliggenhed, og dem hjemsøgte man med Forkærlighed ved Flyverangreb. I Halluin havde jeg næsten uden at mærke det, oplevet et Flyverangreb, og ellers var jeg vandret omkring i et af de mest udsatte Kampomraader, uden at jeg havde mærket til nogen overhængende Fare. Skulde Skæbnen indhente mig nu saa at sige her paa Falderebet?
Endelig begyndte Toget langsomt at sætte sig i Bevægelse, vi rullede ud af den mørke, nu saa uhyggelige Banegaard, og snart laa Byen ogsaa bag os. Det var mørkt i Toget, men over os lyste en stjerneklar Himmel. Der ude i Horisonten steg og dalede de forskellige Lyskugler, gule, blaa og røde, som det skønneste Fyrværkeri, et pragtfuldt Syn for Øjet, naar ikke den alvorlige Baggrund havde været — Kanonernes Rullen, Ildlinjernes Dønninger lød fjernere, som vi kørte frem; Faren blev mindre.
Men Toget gik mig ikke hurtigt nok, jeg længtes efter at komme hjem, bort fra det hele. Soldaterne, der rejste med, var for største Parten Orlovsrejsende. De var derfor i godt Humør, og Snakken gik lysteligt, men jeg var ikke i Humør til at give mig i Samtale med dem, gad næppe høre efter, hvad de talte om. Emnerne var de samme, som jeg nu havde Hørt ideligt i flere Døgn. Jeg prøvede paa at sove, men det var umuligt.
Endelig naaede vi Bryssel om Morgenen Kl. 6. Her havde jeg igen Ophold til langt hen paa Eftermiddagen. Jeg maatte nemlig nu kun benytte Persontog, da Vogne med Lig ifølge Bestemmelserne ikke maatte føres med Eksprestog.
Imidlertid gik der et Eksprestog Kl. 1, og da jeg vidste, at det var ret almindeligt, at Ledsagere af Lig paa disse lange Transporter fik det ordnet saaledes, at de kunde tage med Ekspressen og saa lade Liget følge efter, vilde jeg ogsaa ordne det saaledes. Jeg vilde nemlig gerne blive en Dag over i Hamborg, da min Søn laa i Garnison i Groß Flottbeck den Gang.
Det havde jeg imidlertid intet Held med til at begynde med. Den Embedsmand, som jeg henvendte mig til, afviste mig pure. Jeg begyndte at parlamentere med ham, at jeg jo kunde prøve paa at indhente Tilladelse til at benytte Eksprestoget hos Stationsforstanderen. Det vilde være ganske forgæves, protesterede han. Han var fungerende Stationsforstander for Tiden, og det var ham, der ene traf Bestemmelse, saa længe han havde Tjeneste. Jeg hørte senere af en Mand, som havde gjort den Slags Rejser mange Gange — han drev nemlig Forretning med at hente Lig hjem fra Krigsskuepladsen —, at det havde jeg begyndt ganske forkert. Jeg skulde have stukket ham en 20-Markseddel, saa havde der ingen Vanskeligheder været. Paa den Maade var han altid sluppet igennem.
Da jeg mærkede, at Manden ikke kunde vindes med det gode, han arbejdede sig mere og mere op i en kunstig Ophidselse, lod jeg ham staa.
Jeg lod, som om jeg forlod Banegaarden, for at han ikke skulde mærke Uraad. Men gik saa ad en Omvej ind i Kontorerne og bad om at blive ført til Stationsforstanderen, for hvem jeg frembar min høflige Anmodning. Han var en Herre af en hel anden Støbning.
Det er ikke tilladt, men jeg veed godt, at det bliver gjort almindelig, sagde han, og jeg kan saa inderlig godt føle med Dem. Det er en meningsløs Bestemmelse, at Ligets Ledsagere skal være tvunget til at ligge flere Døgn paa Jernbanen, da han jo dog ikke fra sin Kupe kan overvaage, at Ligvognen ikke ved en Fejltagelse kobles fra paa en af Stationerne ved de idelige Rangeringer, som Persontogene ofte er underkastede.
Stationsforstanderen gik med mig ned til Billetsalget og besørgede personlig en Tillægsbillet til mig, saa kunde den anden brøsige Herre ikke mere standse mig, og glad var jeg.
I Grænsestationen Herbesthal mellem Belgien og Tyskland maatte jeg klarere Fragten for Transporten gennem Tyskland, der var meget høj. Gennem de besatte Dele af Frankrig og Belgien var Transporten, saa vidt jeg mindes, gratis. Jernbaneembedsmanden i Herbesthal begyndte ligeledes at gøre lidt Vanskeligheder, men der kendte jeg Metoden. Da jeg havde stukket ham en Drikkeskilling, var alle Vanskeligheder fejede bort, og alt gik glat. Han lovede mig yderligere at sende mig et Telegram til Hamborg med Meddelelse om, hvornaar og med hvilket Tog Liget gik derfra, for at jeg i Hamborg kunde regne ud, hvornaar Liget vilde ankomme dertil, saa vilde jeg rejse med samme Tog hjem. Jeg gav ham rigelig Penge til Telegrammet og rejste saa videre.