Den danske gesandt i Paris Bernhoft sende den 10. maj 1919 en depeche til Udenrigsministeren. Den blev modtaget i København den 17. maj 1919.

Jeg har den Ære at fremsende hermed det officielle “Résumé du traité avec l’Allemagne”, hvis Afsnit vedrørende Slesvig telegraferedes 7. d. M., samt et i det franske Udenrigsministerium modtaget Uddrag af Traktatens Bestemmelser vedrørende Slesvig. Selve Traktatteksten, en tyk Bog, ud­leveres kun Deltagerne i Fredskonferencen.

Det var en pinlig Overraskelse,at finde under Afsnittet “Slesvig” , at Fredskonferencen havde vedtaget at lade afholde Plebiscit i en 3. Zone, der strækker sig ned til en Linie: Kappel-Slesvig-Tønning, ikke som angivet i “Résumeet” Kappel-Slesvig-Husum.

I øvrigt synes Trak­taten i alt væsentligt at følge det danske Forslag.

Jeg har søgt at indhente Oplysninger om Grundene til Vedtagelsen af den 3. Afstemningszone eller, som den betegnes i Præliminærtraktaten, 3. Sektion i Afstemningszonen.

Saavidt skønnes, er Bestemmelsen om en 3. Afstemningszone først blevet taget paa et sent Stadium, efter at man havde Grund til at tro, at Sagen var behandlet færdig, da ovenomtalte Uoverensstemmelser mellem det franske Resumé og Traktatens Tekst tyder paa, at Spørgsmaalet indtil det sidste har været Genstand for Diskussion.

I det sædvanlige Communiqué for 30. f. M. om Konferencens Arbejder fandtes angivet, at de 4 Udenrigsministre vilde undersøge visse Spørgsmaal bl. a. om “l’organisation d’un régime transitoire dans le Slesvig aprés la signature de la Paix”.

Det har ikke været muligt at faa noget at vide, hvorom der havde været forhandlet ved dette Møde1. Det er muligt, at man da har vedtaget Afstemning i den 3. Zone. Men dette er en ren Gisning. For­slaget om denne 3. Afstemningszone er stillet af Kommissionen, hvis Ind­stilling angives at have været enstemmig.

Paa mine Spørgsmaal om, hvilke Motiver man havde haft til at stille dette Forslag, svares der mig af et af Medlemmerne af Kommissionen, at der forelaa talrige Petitioner fra Sydslesvig om at faa Adgang til at stemme om, hvorvidt dette Land ønskede at høre under Danmark eller Tyskland, tillige med Oplysninger om en voksende Stemning for at slutte sig til Dan­mark. Man ansaa sig derfor ikke berettiget til at udelukke denne Befolk­ning fra at udøve sin Selvbestemmelsesret.

Da jeg udtalte min Forundring over, at Kommissionen havde fæstet mere Lid til nogle faa fanatiske Danske og nogle helt tyske Slesvigere end til den danske parlamentariske og sles­vigske Delegation samt til den danske Regerings Repræsentanter, svarede man mig, at den danske Regering, der ikke havde foreslaaet denne 3. Af­stemningszone og derfor intet Ansvar havde for den, stod fuldstændig frit. Saaledes kunde den f. Eks. nægte at give særlige Garantier for tysk Sprog, tysk Skole o. lign., hvis saadanne fordredes af Sydslesvigerne før Afstem­ningen. Man havde anset denne Afstemning for “a safety valve” mod senere Bebrejdelser fra Sydslesvigernes Side for ikke at have faaet Adgang til selv at bestemme deres Skæbne.

Desuden mentes det, at Resultatet af Afstem­ningen i Sydslesvig vilde være et væsentligt Moment ved den internationale Kommissions Afgørelse af det vigtigste Spørgsmaal, nemlig hvorvidt Flens­borg skulde tildeles Danmark eller vedblive at tilhøre Tyskland.

Det synes at være vedkommende klart, at der næppe kan ventes mere end en større eller mindre Minoritet danske Stemmer i Flensborg, f. Eks. 40 pCt.

Skulde derfor Angel vise sig at stemme helt tysk, vilde det rimeligvis bidrage til at trække Flensborg til Tyskland og vice-versa.

Ifølge denne Betragtning vil der ikke blive Spørgsmaal om, at den 2. Zone overtages af Danmark straks efter Afholdelsen af Plebiscitet, saa langt dette skulde falde ud til Fordel for Danmark. Men den internationale Kom­mission forbeholder altsaa sin Afgørelse, til Afstemningen i 2. og 3. Zone er afsluttet. Ordene i “Resuméet” tillader denne Forstaaelse.

Vedkommende mente, at det vilde være en Fordel for os, hvis Flensborg blev dansk, om hele Kysten til Gelting Bugten ogsaa kunde blive dansk. Han synes ikke at nære nogen Tro til, at der i Henhold til Plebiscitet kunde gives os mere, d. v. s., han er paa det rene med, at der ikke i 3. Zone kan ventes nogen dansk Majoritet. Saa meget mærkeligere er Kommis­sionens Indstilling.

Hvad særlig angaar Medtagelsen i yderste Øjeblik af Ejderstedt, sagdes det, at man derved fik en bedre Evakuationslinje, uden at denne tyndt be­folkede Landsdels Medtagelse kunde gøres noget synderligt fra eller til. I øvrigt mente man at vide, at Græsgangene i Ejdersted ejedes eller dog lejedes af Nordslesvigere.

Ganske tilsvarende Argumenter anføres fra anden Side.

Tanken om at lade den “3. Zone” stemme synes at være opstaaet som en Konsekvens af Evakueringen. Baade overfor Delegationen og overfor Ge­sandtskabet har man udelukkende nævnt Evakueringen Syd for 1. og 2. Zone som en Garanti for Valgets Frihed i de nævnte to Zoner. Oprindelig har man formodentlig ikke tænkt paa Afstemning i 3. Zone, men er efterhaanden kommet ind paa Tanken, da Evakuering er en Forudsætning for Afstemning.

Da Kommissionen umiddelbart forinden Delegationens An­komst foreslog Magister H. V. Clausen og mig en Evakueringslinje Kappel —Tønning og forespurgte, hvorvidt den burde drages norden eller sønden om Slesvig By, fremsatte vi vore Betænkeligheder ved overhovedet at drage Evakueringslinjen saa sydligt og anbefalede en Linie Gelting-Husum

Jeg har indberettet tidligere, at vort egentlige Motiv hertil var at søge i vor Frygt for, at Afstemningsgrænsen skulde blive draget med Syd efter.

Spørgsmaalet blev af Kommissionen forelagt Delegationen. Denne kunde imid­lertid ikke blive enig under Mødet, og efter at Sagen var blevet drøftet paa Hotel Meurice, vedtog Delegationen, trods Magister Clausens og mine Betænkeligheder, at svare, at den ikke ønskede at udtale sig.

Jeg har troet atter at burde anføre vore Betænkeligheder ved at faa en samlet stor tysk Befolkning, og særlig da Tyskerne i Sydslesvig under de nuværende Forhold i Tyskland formentlig vil stemme dansk af rent peku­niære Grunde.

Dertil bemærkedes, at den internationale Kommission ikke behøvede at tage Hensyn til Stemmeafgivningen til Fordel for Danmark, hvis den fik den Overbevisning, at den udelukkende skyldtes Skatteflugt o. lign. Motiver.

Mit Spørgsmaal om, hvorledes man vilde kunne afgøre, af hvike Motiver Vælgerne lod sig lede ved den hemmelige Afstemning, forblev ubesvaret.

Endelig kan jeg ikke undlade at anføre et Argument, som i Fortrolig­hed anførtes. Naar jeg undrede mig over — blev det sagt mig —, at man ikke havde lagt mere Vægt paa det fra officiel dansk Side fremførte, skyld­tes det blandt andet Forestillingen om, at den danske Regerings Optræden var motiveret ved Ønsket om at faa saa lidt som muligt af Slesvig og endnu præget af visse tidligere Traktationer med Tyskland om det slesvigske Spørgsmaal.

Overfor disse Paastande henviste jeg til Regeringens bestemte Dementi.

Vi — Hr. H. V. Clausen og jeg — formoder, at man har søgt at dis­kreditere saavel Hr. H. P. Hanssen-Nørremølle som Hr. N. Neergaard, der var Medlem af Delegationen, ved at fremdrage de to Herrers Indblanding i den “Rubinske Artikel” i “Preussische Jahrbücher” og Hr. Clausen selv paa Grund af hans Deltagelse i “Adressesagen”.

[Der sigtes til en Artikel af Marcus Rubin i “Preussische Jahrbiicher”, Berlin, Maj 1911, i hvilken (S. 274 og 276) forekom Udtalelser om, at “Artikel Fem [i Pragfredeti] længst er død og magtesløs”, og at “kun Taaber og Folk uden Indflydelse i Danmark tænker paa en Cienopstaaelse af Artikel Fem”.]

Jeg beklager at have undervurderet de sydslesvigske Udsendinges Virk­somhed i Paris og overvurderet Betydningen af Kommissionsmedlemmer­nes Udtalelser til mig. Under Kommissionsforslagets Behandling for den territoriale Centralkommission, de 5 Udenrigsministre, er det stadig fra de bedste Kilder blevet sagt mig, at der ikke var sket væsentlige Ændringer i Kommissionens Indstilling. Paa direkte Forespørgsel i Anledning af nogle Bladmeddelelser om en “3. Zone” udtalte et Medlem af Kommissionen for nogen Tid siden, at der ikke var sket Ændring i Forslaget: 2 Afstemnings­zoner og 1 Evakueringszone. Den Hemmelighedsfuldhed, hvormed Freds­konferencen har omgivet sit Arbejde, har hindret en virkelig Kundskab om dens Bestemmelser.

Man maa stille sig det Spørgsmaal, hvorvidt Beslutningen om en 3. Afstemningszone har en storpolitisk Baggrund. Man indrømmer stadig, at man vel forstaar vor Frygt for at faa et stort tysk Befolkningselement og maa følgelig kunne forstaa, at vi vil vægre os ved at modtage Sydslesvig, selv om det skulde stemme dansk.

Paa den anden Side vilde man næppe kunne tilbagegive til Tyskland Befolkninger, som har udtalt Ønske om at komme bort fra dette Land. Tænker man ad denne Omvej at genopvække Tanken om en Kanalstat eller en Stødpudestat — eventuelt med et Man­dat fra Folkenes Forbund til Fordel for Danmark? Intet Middel til at svække Preussen vil blive forsømt.

Da vi erfarede Bestemmelsen om den 3. Afstemningszone, afsendte vi Telegram af 7. Maj, hvoraf Afskrift vedlægges. Vi tillod os heri at henstille, at der fremkom fra Regering og Rigsdag en Udtalelse om, at de staar fast paa det hidtilværende Grundlag og ikke vil godkende Ind­lemmelse i Danmark af Egne, som aldrig, fra den Tid Modsætningen mellem dansk og tysk blev bevidst, har vist Spor af dansk Nationalfølelse.

Det er vanskeligt for os at bedømme den indre Stilling i Danmark, især da man her synes at lægge en vis Vægt paa, at Hr. J. C. Christensen, i hvem man her ser den næste Regeringschef, menes at være sympatisk stemt overfor Danevirkebevægelsen.

Men vi venter, at vore foreløbig mundtlig overfor Kommissionsmedlemmer fremsatte Indvendinger vil faa Støtte hjemmefra, saaledes at de vil kunne fremføres paa mere officiel Maade.

I en af Le Temp’s Redaktion begæret Udtalelse har jeg nøjedes med i meget afdæmpet Form at udtale min Forbavselse. —

Det er Hensigten at gaa saa hurtigt frem som muligt med Hensyn til Plebiscitet i Slesvig, og det er sagt mig, at man traf Forberedelser til de nødvendige militære Foranstaltninger (Flaadestyrke). Jeg har ikke kunnet faa nogen Besked om Sammensætningen af den internationale Kommission udover, at den ved Siden af de skandinaviske Medlemmer vil tælle et fransk, et engelsk og et amerikansk.

Som en Detaille af nogen Interesse tilføjes, at det er Hensigten at ude­lukke fra Slesvig under Overgangsperioden Agitatorer saavel fra Tyskland som fra Danmark (Kongeriget).

Franz von Jessen: Haandbog i Det slesvigske Spørgsmaals Historie, 1937, II.