17. juli 1917 – Thyge Thygesen: brev hjemmefra

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Tirsd. Efterm. 17. Juli 17

Min kjære, kjære Thyge!
I Formid. henimod Kl. 11 kom Marius herover og nu Kl. 4 er han lige taget bort igen, han vilde til Nordskovgaard til hans Datter. Som du kan tænke var det en uhyre Skuffelse for ham, at du var borte, nu da han lige har faaet Orlov. Han har fri til den 27. Juli, 17 Dage i det hele og han mente, at det ikke kunde nytte at søge en Efterorlov, men vilde dog prøve det. Hvis han faar Efterorlov, saa kommer han og Forældrene herover, det kunde jo saa tænkes, at du saa maaske kunde komme paa Orlov ogsaa. Vi skal nu hilse dig mange Gange fra ham og hans Ønske og Bøn for dig, er at du blot maa faa Lov til at blive fri for at komme ud igen.

Ja, lille Thyge, Marius har været Redskabet, Herrens Haand til at frelse dit Liv dengang Granaten slog ned, han har gaaet meget igennem siden dengang, og det vil falde ham svært at komme bort igen til al den Elendighed, sagde han og Savnet af dig gør det jo endnu tungere for ham. Ja, nu da han mundtlig har fortalt os om Katastrofen, saa synes det os endnu mere vidunderlig, at du er i Live. Herren er mandig og barmhjertig og hans Vældes Arm er ikke forkortet, lad os ikke glemme at takke og tage ogsaa denne Prøvelse, at du maatte bort igen, med Taalmodighed.

Aften. Far gik straks paa Mejeriet, da Marius var gaaet bort og han er ikke kommen endnu, skønt Kl. snart er 10. I Form. har han slaaet Græs i Skoven, men jeg ved ikke, hvor vidt han er kommen. I Morgen skal vi bage, saa Dit og jeg skal tidlig op. I Overmorgen sender vi igen en Pakke med lidt Kage og lidt andet. Nu skal du vel have lidt Smør igen

Nu tus. kærl. Hils. Din egen trofaste Mor.

Onsd. Formid. Lige nu faaet dit kære Brev og Tøjet. Nu maa jeg hen til ham i Dag ved den samme Tid som for 8 Uger siden, da var Far kørt efter dig til Sommerst.. Nu, jeg kan ikke fatte, at du er borte, det kom dog saa brat, de 8 Dage siden du er rejst synes mig at være 8 Uger. Har du endnu ikke faaet at vide hvad du er skreven? Mon du dog ikke skulle faa Lov til at komme igen. Kan du ikke vedblivende blive ved Opvartningen, det er dog altid bedre end arbejde for fremmede, eller kan du ikke blive Oppasser?

Ja, Arbejdets Velsignelse er den bedste Gave for os og Gudskelov, at du slægter din flittige Fader og Bedstefader paa. Der er desværre unge Mennesker nok, der skyr Arbejdet som Pesten. Nu skal Emma løbe paa Posthuset med Brevet, at det kan komme med i Dag. D. og jeg er ved at vaske og først har vi bagt Brød, de er ikke af Ovnen endnu, saa det er ogsaa en streng Dag for os, men bare vi er sunde og raske og vi saa maa faa post fra dig, saa skal det nok gaa.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *