Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.
Lørdag d. 17.2.1917
Min egen kære Inger! …Der har vist også været dage, hvor du ikke har hørt fra mig, da vi i de sidste dage har været på rejse. Nu har jeg endelig nået målet, og det er godt, for det er strengt at flytte med hele sin ejendom på ryggen. Ligesom sneglen, som også har sit hus med. Vi er nu i nærheden af Cambrai, i en landsby, hvor man slet ikke mærker til krigen. Du kan tro, det er rart at komme bort fra krigens larm og se andre mennesker end soldater. Her er også små børn, men når jeg ser dem, så kommer jeg til at længes endnu mere efter dig og vore små piger…
Garnieres, søndag d. 18.2.1917 … Jeg sidder og skriver i soldaterhjemmet. I kvarteret er der næsten ikke lejlighed til at skrive, da det er så overfyldt, så vi langtfra kan sidde allesammen (16 mand).
Nu har jeg talt med kompagniføreren om orlov, og han lovede at tale med feldweblen i morgen. Samtidig var jeg hos feldweblen for at tale med ham om sagen, og han var meget imødekommende, men hvis det ikke er tilladt at lade os få orlov der oppe fra Nordslesvig, så kan de heller ikke lade mig rejse. Nu skal vi så se, hvad det bliver til. Vi vil bede og håbe.
Ja, dine breve er længe om at nå hertil, det sidste har du skrevet lørdag aften d. 10. og nu har vi den 18. Det er vel censuren som gør det…
Hvor er det velgørende at være her i fred, man hører slet ikke kanonerne hertil. Den musik har jeg også fået nok af, disse hylende og hvæsende granater. Ude ved skolen i Miraumont lå der to granater, som ikke var eksploderede, en meget stor tyk en og så en lille fyr. På den store var der et vittigt hoved, der havde skrevet: »Ich håbe den Krieg nicht gewollt«, og på den lille, som lå ved siden af: »Ich auch nicht«. Meningen var jo, at fordi de to fyre ikke var eksploderede, ville de ingen fortræd gøre.
Der ligger en mængde granater derude i stillingen, som ikke har gjort deres pligt og skyldighed. Sådan går det vel også med de tyske granater, som går over til englænderne. Men desværre, der er nok, der eksploderer og gør fortræd. Vort kompagni har ikke lidt store tab denne gang, vi havde to døde og en såret, han mistede venstre hånd. Men hvor ser det stakkels land ud, o, det er slet ikke til at beskrive. Det er som om Vorherre helt lader alt det onde råde. Der, hvor krigen raser, tror jeg aldrig, der kommer folk til at bo igen. Det er intet lille stykke af Frankrig, som kommer til at ligge øde…
Mandag d. 19.2.1917 …I dag har vi begyndt at eksercere, og du kan tro, det er noget, der er klem i. Det er fordi, vi skal længes efter skyttegraven, men så skal det ellers gå hårdt til, inden de når såvidt med os. Bataljonsføreren holdt en tale til os, at vi havde slået godt, men da vi havde været så længe i stillingen, havde vi tabt noget af vor dannelse. Og det skal nu indhentes i de 14 dage, vi er her. Det skal også være godt for fordøjelsen med disse øvelser, sagde han. Det giver ellers ikke så meget at leve af, så vi skal tage skade deraf…
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.