17. december 1918. Mellemslesvigsk Udvalgs resolution

Den nordslesvigske Vælgerforenings møde i Aabenraa den 17. november blev “Nordslesvig” defineret som området nord for linjen Flensborg-Tønder. Men det blev samtidig fastslået, at de tilstødende distrikter i Mellemslesvig også ville kunne stemme, hvis der herfra blev ytret ønske om det.

Straks den 18. november blev Mellemslesvigsk Udvalg dannet i Flensborg, og man gik i gang med en omfattende indsamling af underskrifter. Arbejdet blev generet fra tysk side.

På udvalgets vegne overrakte Andreas Grau den 17. december den danske regering nedenstående petition, som havde fået 4277 underskrifter, deraf 3401 i Flensborg by og  876 i landdistrikterne.

“I henhold til Wilsons program om folkenes selvbestemmelsesret, der er antaget af den tyske regering som fredsgrundlag, kræver vi undertegnede mænd og kvinder over 20 år fra Mellemslesvig, at der ved fri afstemning gives os lejlighed til at tilkendegive, om vi ønsker at genforenes med Danmark, således at afstemningen efter nærmere fastsatte regler foretages distriktsvis indenfor de af os beboede områder.

Som Danmark har taget sig af Nordslesvigs sag, beder vi det også varetage vore interesser overfor fredskonferencen og virke for, at vi kan få lejlighed til at udøve selvbestemmelsesretten.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *