Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Søndag aften d. 17.12.16

Min kæreste Jørgen!
Nu er der ro i huset. Mor og børnene er i seng, og så kan jeg så dejligt få skrevet til dig. Du har jo ellers sagt, at jeg ikke må sidde oppe om aftenen for at skrive. Men det er nu mine bedste timer, når jeg sidder helt alene ved et brev til dig. Så kan jeg bedst holde tankerne samlede. Skjold holder mig ved selskab, han ligger foran kakkelovnen og snorker. Jeg morer mig tit over ham, når han skal ud i køkkenet, for så er han så stivbenet, så han kan næsten ikke gå. Han vil jo ikke fra kakkelovnen… I dag har børnene sendt dig en pakke med kage til jul, jeg lagde et lommetørklæde ved, for kassen var knap helt fuld. Det med at få fred nu kan vi vist godt lade være med at tænke på foreløbig. Tilbudet har ingen god modtagelse fået i de andre lande. Man kunne næsten tænke det, men når de blot kunne få begyndt med at forhandle, eller endda tænke på det, det var da altid noget. I torsdags stemtes der i Danmark om de vestindiske øers salg. Der står i de danske aviser, at 64 pct. stemte ja og 36 pct. nej. Men ellers var deltagelsen nok ikke særlig stor. Man forstår det ikke, men der er så meget, vi ikke forstår i denne onde tid, og det er som om man taber kærligheden og agtelsen for dette folk; de er småtskårne i mange retninger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.