Søren P. Petersen, Rødding, blev såret i juni 1916 og mistede sine øjne. Han kom på et blindelazaret i Halle an der Saale.
(… fortsat)
Det var nu mere end to måneder siden, jeg var blevet såret, og i al den tid var jeg hverken blevet klippet eller barberet. Rigtignok var mit hoved næsten helt indviklet i forbindingen. Kun næsespidsen, munden og hagepartiet var frit, men her strittede efterhånden et yppigt rødt fuldskæg frem, og håret hang mig helt ned ad nakken.
Den stærke skægvækst og særlig øjenbrynene, der havde været afbarberede, forvoldte til tider en ulidelig kløe under forbindingen. Også hårbunden, som i al den tid ikke havde været vasket og tilmed efterhånden var fuld af indtørret salve, kløede, så jeg somme tider troede, at jeg var smækfuld af lus.
En dag fik jeg så lov til at blive klippet og barberet og få hovedet vasket. Det føltes som en uhyre lettelse, da jeg nu tilmed fik en mindre forbinding; men hverken søster eller nogen af de andre kunne kende mig efter denne omgang.
Der var et spørgsmål, som stadig beskæftigede mine tanker. Hvordan ville min kæreste tage disse for mig så forandrede kår? Jo, hun havde fortsat med at skrive breve, og der kunne ikke være tale om at svigte et givet løfte, mens jeg på den anden side hverken kunne eller ville forlange, at hun skulle knytte sin skæbne til min.
For at få dette klaret, måtte jeg hjem. Så bad jeg da om orlov samtidig med, at jeg ansøgte om at blive flyttet til et lazaret nærmere hjemad, måske Haderslev eller Flensborg.
Jeg fik 14 dages orlov under den betingelse, at jeg lod mig tilse af min læge derhjemme. I midten af august rejste jeg. En sanitetssoldat bragte mig til banegården og hjalp mig ind i toget til Hamborg.
Her blev jeg modtaget af »Røde Kors«, som var blevet underrettet om min ankomst, og efter at have fået en kop kaffe, blev jeg fulgt ind i toget, som gik til Flensborg.
Her blev jeg modtaget af mine forældre. Det blev et bevæget gensyn efter to års forløb, knuget som de var af sorg og bekymring over den skæbne, der havde ramt mig, og hjemme lå min ældste bror, dødsmærket efter krigens strabadser.
Alligevel var de udadtil fattede, krigens hårde kår havde lært dem at græde i enrum.