16. september 1915. Regiment 84: Russerne trækker sig tilbage

Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Den 16. september om morgenen kl. 3 blev 8. kompagni trukket tilbage. Gruppevis kom vi ud uden tab. Divisionsbefalingen lød: “I dag foretager vi os ikke noget!” Hele dagen lå II bataljon bag ved en lille skov nedgravet som flankedækning. Det russiske artilleri skød, så snart blot en mand viste sig.

Om aftenen afmarcherede vi over Storczycki og Jelna for at vende tilbage til regimentssammenhæng. Natten til den 17. september bivuakerede vi i en skov, mens I og III bataljon reg. 84 lå i forreste linje.

I fire dage blev der allerede kæmpet om Bartosze, uden at vi havde fået stillingen. Nu rykkede svært artilleri og minekastere ind, og vi mærkede, at der blev forberedt et kraftigere slag. En flyvermelding fortalte os, at der på vejene bag russerne væltede store, uordentlige kolonner afsted. Russeren var altså ved at afvikle, men stillingen foran os holdt han endnu.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015

2 tanker om “16. september 1915. Regiment 84: Russerne trækker sig tilbage”

  1. Hej.
    Tak for en rigtigt spændende side med mange gode opslag, hvor man kan følge med fra dag til dag i krigens gang. I har formået at gøre det spændende at følge med i krigens gang.
    Jeg har bemærket mig, at der efter flere indlæg har stået : ‘Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015’, men jeg har ikke set udgivelsen noget sted. Har jeg misset noget, eller er udgivelsen sket under en anden titel, eller er den måske ganske enkelt forsinket ?
    M.v.h. Ole Rasmussen.

    1. Hej Ole
      Du har ret … Bogen var planlagt til 2015, men den kommer nok først i år. Det er Historisk Arkiv for Haderslev Kommune og Museum Sønderjylland – Arkæologi Haderslev, der udgiver den.
      I mellemtiden kan du jo læse nogen om Füsilierregiment “Königin” Nr. 86, der udkom i 2014 😉
      mvh
      René

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *