Johannes Juhl gjorde krigstjeneste i Regiment 84. Han skrev den 16. september 1915 dette brev til Karen Nissen, hustru til Juhls kammerat, sanitetssoldaten Niels Nissen, der var faldet to dage tidligere.
Rusland, den 16. Septbr. 1915
Til Fru Karen Nissen!
Vi to er hinanden tildels ubekendt; men som god Ven til Din Mand, manges gode Ven, Niels Nissen, vil jeg i Dag søge, om jeg kan, i det mindste paa min simple Maade, hjælpe Dig at bære den store Sorg, der er kommen over Dig og os, Niels’s Kammerater.
Vi har ikke vor gode Ven Niels mere iblandt os, han er taget bort fra dette jordiske Liv, og vi haaber alle, Gud i sin Naade har taget ham hjem til sig. — Niels er død —.
„Herrens Veje ere uransagelige“, vi kan haabe og ønske; men maa dog folde vore Hænder og i Bønnen bede: „Din Vilje ske“. Det har Niels ogsaa kunnet, og vi maa da ikke være i Tvivl om, at det er Guds Vilje, der er sket, hvor svært det end kan falde os at forstaa, at netop de og de maa lade Livet i deres unge Alder.
Der gik som et Smertenssuk gennem hele Kompagniet, da det rygtedes, at Niels var falden. Alle saa gerne Niels, og særlig for os Kammerater, som har haft mange gode Timer sammen med ham, var det svært at modtage dette Budskab. Gid Gud nu maa give Dig og Niels’s Paarørende Kraft og Evne til at tage fattet mod dette Sorgens Budskab.
Vi herude har altid følt os vel ved at have Niels iblandt os, og ved nærmere Samtale er han bleven manges gode Ven. Han vilde gerne være med til at bære Land og Folk opad, opad i dobbelt Forstand. Det laa ikke for Niels at slaa ihjel og nedbryde, og han fandt sig derfor meget bedre som Sygebærer; men heller ikke de gaar Ram forbi.
Niels var netop paa Vej til at forbinde nogle Saarede, da en Shrapnell kom og bragte ham Dødssaaret. Han blev truffet i højre Side af Underlivet og var død med det samme.
Det er for det meste meget vanskeligt for os at faa de enkelte jordet paa en Maade, saa det er nogenlunde tiltalende for os, hvis vi i det hele taget faar Tid og Lejlighed til det. — Vi var dog saa heldige, at der den Dag blev lidt Tid tilovers hen imod Aften, saa vi selv kunde lægge vor Ven paa hans sidste Hvilested. — Jeg vil nu forsøge, saa godt jeg formaar, at fortælle, hvor han ligger, og hvordan det har formet sig.
Han døde ved en lille By Juszkt, 7 Km. østfor Kamionka (Kamenka), nordøstfor Banen, der gaar fra Grodno mod Sydøst. Jeg vil her vedlægge et Kort i lille Format, hvor ikke selve Byen er paa; men Du kan saadan omtrent se, hvor det er. Peter Mortensen, Hans Kjær, jeg og fl. tog os af ham. Værdigenstandene har vi samlet sammen, og de vil en af Dagene blive afsendt fra Kompagniet.
Han havde faaet Skuddet der, hvor vi bærer Uret som Soldat, saa der var intet at finde af det. Vi mente ogsaa, Du vilde være glad ved at faa hans Ring, om ogsaa Meningen derom kan være forskellig, saa tog vi den dog af. Nu har jeg ikke faaet Ringen afgivet, men haaber at tale med nogle i Aften, ellers kommer den senere.
Vi søgte en Plads ud omtrent midt i Byen, i en Have, under to store Træer, hvor han nu ligger sammen med nok en Kammerat. Vi lagde ham ned ved højre Side, med Hovedet mod Vest og foldede Hænder, Blikket vendt mod Øst, skuende mod Daggry, den opgaaende Sol.
Efter at have lagt ham ned, tror jeg sikkert, vi alle bad en stille Bøn for vor Ven. I hvert Fald var der en liden Stund Ro og Højtid, en Højtid, som der kun kan være, naar man tager Afsked med noget, man har kært. Dog var der en vis Frimodighed over os, vi syntes, Niels maatte have det godt.
Stilheden brødes med, at vi alle kastede hver tre Spader Jord paa de Døde. Forhaabentlig har Gud fundet sit Billede i Niels, saa Forjættelsen gaar i Opfyldelse, „af Jord skal Du igen opstaa“.
Vi satte et kønt Birketræs Kors paa Graven med Indskrift; naar man ser mod Niels’s Ansigt, ser det saadan ud: (Gefr. Niels Nissen f 14. 9. 15.) Samtidig blev Hanibal Dahl saaret, og i Gaar Peter Mortensen, saa i Tilfælde af, at P. M. kommer hjem paa Orlov, saa vil Du kunne faa nærmere Efterretning ved ham. Jeg staar ogsaa til enhver Tid rede til at svare paa Spørgsmaal, jeg kan besvare. Jeg har fremstillet det, som det er gaaet for sig, og jeg haaber og mener, det er det bedste for Dig. Tag fornuftig og rolig paa det, vi kan ikke ændre noget ved det og maa føje os efter Guds Vilje, han ved bedst, hvad der tjener til vor Gavn.
Den bedste Trøst og Hilsen sender
Johannes Juhl.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)