16. oktober 1918. Disciplinen sejler: Et “etape-svin” bliver rullet

Senest ændret den 17. september 2021 20:22

I.J.I Bergholt tilbragte krigen fra juni 1916 til maj 1917 på Østfronten, hvor han blev uddannet som maskingeværskytte. Herefter kom han til Vestfronten. Han var imidlertid kommet på lazaret og blev nu sendt østpå med lazarettog mod Tyskland.

Havde man ikke før vidst, at den tyske hær var ved at blive demoraliseret, så kunne man ikke undgå at blive klar over det nu.

Jeg vil antage, at der i toget har været en 5-600 mand. En løjtnant var transportfører, og til at hjælpe sig havde han et par underofficerer fra landstormen; men det var umuligt for dem at styre disse mænd, der måske i årevis dagligt havde set døden i øjnene og nu følte, at krigen var slut for dem. Al disciplin var simpelt hen gået fløjten.

De opgav da også ævred og blev siddende i deres vogn og lod det hele gå, som det bedst kunne. Hvis der ikke mellem de sårede og syge havde været underofficerer fra fronten, så havde det set sort ud. De kendte tonen og vidste, hvordan denne horde skulle tages, men helt »stoppe« dem, var umuligt.

Hvad der alt skete på denne transport, skal jeg lade ligge. Det var ikke småting, men kun ét tilfælde skal nævnes:

På en forplejningsstation i Belgien var der en bod, hvorfra en “intendant” solgte chokolade, cigaretter m. m. I løbet af et øjeblik var manden og boden væltet, og varerne borte. »Sådan et fordømt »etape-svin«. Skal han stå her og sælge de varer, som vi for længst skulle have haft ude ved fronten!« Det var den hilsen – og betaling – han fik , og ikke andet.

I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *