Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86
Forfærdelig nedtrykt og modfalden kom jeg om Natten Kl . 2 til Skyttegraven med Postsagerne. Da jeg kom ned i min Jordhule, var den tom. Hvor mine to Kammerater var bleven af, ved jeg ikke. De har sandsynligvis været bange for, at Hulen vilde styrte sammen den Nat.
Endskønt jeg ikke havde nydt noget i Dagens Løb, kunde jeg dog intet spise. Jeg lagde mig til Hvile paa Lerbænken og svøbte Kappen omkring mig. Men det var mig umuligt at sove, jeg laa og tænkte og grublede over min bedste Vens Død. Han var mig en kær Ven, hjertensgod og opofrende. Han var lige bleven forlovet, før Krigen brød ud. Han var eneste Søn, sine Forældres Haab og Trøst, og skulde arve den ved flittigt Arbejde erhvervede Gaard derhjemme. Denne Skuffelse vilde volde hans elskede gamle Forældre usigelig Sorg. Nu var hans Lidelser endt, nu laa han derhenne og sov den lange Søvn. Han hvilede i fremmed Jord og vilde blive glemt af en Del, men ikke af mig og heller ikke af sin Afdeling, som han var en tro Kammerat i Farens Stund. Vi vil tænke paa ham med Stolthed. Ære være hans Minde!
I det sidste Par Dage havde vi mistet 18 Officerer og 1800 Mand; blandt de faldne var der tre gode Venner og Skolekammerater alene fra min Fødeby Skodsbøl. Det er Hans Christensen og Brødrene Schwarz. Mange andre Kammerater ligger begravede dybt nede i Jordhulerne, uden at nogen bestemt ved, hvor de ligger. Usigelige var de Kvaler, de maatte lide, idet de langsomt, men uundgaaeligt kvaltes til Døde. Jeg kunde ikke taale at tænke derpaa; det var mig, ligesom jeg visnede, som en lille, svag Spire en Frostnat i April.
Det forekom mig, at det suste for mine Øren — var det Hjertet, der stod stille? Nej, det var Virkelighed, og det kom nærmere og nærmere og tog til, som en Orkans vilde, uhyggelige Hylen. Med et øredøvende, skrækindjagende Brag suste en stor Granat ned for Indgangen til min Jordhule. Der fulgte et skrækkeligt Lufttryk, som aabnede mig Munden, uden at jeg dog kunde drage Aande. En lille, graagullig Sky af Svovldamp hvirvledes ind, en brækket Bjælke fløj tværs over begge mine Ben, og af de nedstyrtende Jordmasser blev jeg begravet til op paa Maven. Dethele kom i en saa uventet Fart. Jeg var som lamslaaet. Ubevægelig blev jeg liggende paa Ryggen — over 3 Meter under Jorden — ganske alene.
Min første Tanke gjaldt Mor. Aa, du kære Mor, skal vi nu aldrig genses mere? Jeg foldede mine Hænder og bad et inderligt Fadervor. Saa var det, som om Tankerne standsede. — Med et blev hele min fortvivlede Situation mig klar. Jeg fik Lommelampen tændt og søgte den lille Spade frem, der laa under Tornysteren, som jeg havde brugt til Hovedpude. Med megen Besvær fik jeg Benene gravet ud. Saa sprang jeg op som et rasende, tirret Dyr, omklamrede den lille Spade med et jærnhaardt Greb og borede den ned i Jorden for hvert nyt Spadestik, jeg kastede bag hen i Hulen for at frigøre den sammenskudte Indgang. Angstens kolde Sved blændede Øjet; men jeg følte mig mægtig stærk og var kun besjælet af den ene Tanke: Ud i det fri, om Uvejret ogsaa er nok saa slemt. Hvor længe jeg har rodet og raset derinde, ved jeg ikke; men da jeg kom ud, skar Dagslyset mig i Øjnene.
Bombardementet var paa sit højeste. Skyttegraven var omtrent jævnet med Jorden. Halvt sanseløs ravede jeg om ad den sammenskudte Grav uden at agte paa de eksploderende Granater rundt omkring.
Den første Jordhule, jeg kom til, som ikke var skudt i Stykker, var den, Maskingeværafdelingen havde. Næppe var jeg kommen indenfor, saa brød jeg fuldstændig sammen. Jeg blev hvid i Hovedet som et Lig, jeg frøs, og Lemmerne sitrede som i et Krampeanfald. En Underofficer gav mig lidt kold Kaffe af Feltflasken. Foruden mig var der 10-12 Mand derinde. Der blev ikke sagt mange Ord; kun en og anden ytrede, at Franskmændene vist snart vilde komme. Vi anede alle, at de vilde angribe os den Dag.
Vi blev overdænget med en sand Regn af store Miner. De udøver en frygtelig moralsk Virkning. Miner og store Projektiler slog ned rundt omkring os, dog uden at ramme vor Jordhule; den laa heller ikke som de andre i Skyttegraven, men i en lille Sidegang. Vore Geværer, som stadig skulde staa i Skyttegraven, for at vi hurtigt kunde faa fat paa dem ved et Angreb, var alle begravede og begge Maskingeværer var baade skudt i Stykker og begravede. Hvad nu, hvis vi virkelig blev angrebet?
Stumme laa vi og stirrede hen paa hinanden som for at læse hinandens Tanker; mine Tanker vandrede omkring mellem de kære i Hjemmet. Med udtryksløse Ansigter og duknakkede skulde vi ligge her og tage imod den fjendtlige Artilleriild uden at gøre den mindste Modstand.
Tre Gange havde Underofficeren stillet en Vagt op; men tre Gange var en ung, modig Mand segnet død bagover, ramt lige forfra af en Granat. Af og til løb Jørgensen ud for at se, om de kom. Med et sagtnedes Artilleriilden. Jørgensen løb atter ud for at se, men kom i samme Nu tilbage med Rædselen malet i sit Ansigt og raabte skrækslagen: »De kommer! De kommer!« Med den sidste Stavelse paa Læben styrtede han død om paa Trappen, ramt i Baghovedet af en Geværkugle, som trængte ud gennem Panden.
Et Par Geværsalver fra 5—6 Franskmænd knaldede ind i Hulen, dog uden at ramme. Nu troede vi, at de vilde bombardere os med Haandgranater, og i saa Fald vilde næppe en eneste af os slippe derfra med Livet. Vor Stilling var fortvivlet. Skrækkelige Sekunder fulgte. Haaret rejste sig paa Hovedet. Det var en Følelse, som om man mod sin Vilje blev styrtet ned i en dyb Klipperevne. Vi sad sammenkrøbne i det eneste Hjørne, hvor Kuglerne ikke kunde naa os, og dækkede Hovedet for mulige Splinter fra Haandgranater.Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at raabe Pardon. Fjenderne raabte tilbage, at vi kun skulde komme ud. Den første, der kom ud, fik et Skud gennem Laaret. Jeg kom næst efter og sprang ned i et dybt Granathul. Nu kom de andre ogsaa og sprang ned i samme Hul for at søge lidt Dækning mod den uhyre Regn af Shrapnelkugler og Granatstumper, som vort Artilleri lod falde mellem vor og den franske Skyttegrav. Det havde nok mærket, at vi blev angrebet, og derfor lagde det et Bælte med Spærreild foran Graven. Her tabte jeg al Sans og Samling; jeg husker kun, at lille Thomas Petersen sagde: »Hvordan vil det gaa os?«
