16. juli 1917 – Thyge Thygesen: ”Kirchhof-verdächtig.”

Thyge Thygesen fra Stepping var blevet levende begravet ved Somme i september 1916. Efter et langt sygeleje var han i januar 1917 blevet sendt til et rekonvalescenskompagni i Eisleben.

Eisleben d. 16. 7. 17.

Kære Allesammen!
Ja, nu er jeg bleven lidt slukøret. Jeg spurgte en Skriver i Efterm. hvad jeg var skreven. Ja, jeg er nok ”Kirchhof-verdächtig.” ( K.V.) Jeg gik så straks til Feldwbl. for at få at vide hvordan det mon stod med den Ansøgning[,] jeg havde med. Den var ikke kommen fra Bataillonet endnu, men den var nok også for nylig sendt derhen, så nu kommer jeg nok til at have et Par Dages Taalmodighed endnu.

Ja, kære Forældre, nu vil vi jo da håbe at Orloven bliver bevilliget, for vi skal jo nu regne med, at det måske ikke varer længe før det går til Fronten igen. Her er jeg slet ikke bleven undersøgt endnu, så det kan jo kun være Koch som har skrevet mig ”k.v.” Det skal jo, desværre, nok passe at jeg er k.v. for alle hvad ikke var det[,] er bleven afkommanderet til Laust. Batl. I Wittenberg. Da jeg ikke skal med der er jeg det jo sagtens. Kommer jeg ikke på Orlov bliver jeg forsat, jo nok til 2. Komp (det kriegsduelige.) Men det er nu ikke for det, der går nogle som har været k.v. i 2 Måneder. Men det er måske længe siden der er gået en Transport, så skulde det jo være sært om jeg ikke bliver forsat og så lige når og kommer med den 1. Transport.

– – Men nu, jeg vil ingen Illusssioner gøre mig – skal det være, så lige så gerne springe i det som krybe i det. Skulde Ansøgningen nu blive afslået, sender jeg Telegramm om I så vil sende en anden ind. Der er jo sagtens ingen Tid at spilde, hverken når jeg skal hjem til Høsten, eller det skal være så længe jeg er herinde i Landet. Det kan være det ikke er så heldig at telegrafere den virkelige Indhold – altså lige meget hvad Indhold, så sender I en Ansøgning ind.

Ja, kære Forældre, det er jo ikke så behagelig at tænke på, atter at skulde derud. Men når jeg så alligevel tænker på stakkels Marius og alle de andre som har været i det hele Tiden, så kan jeg jo ikke være andet end meget – meget – taknemmelig.

Nu i Herrens Navn! De kærligste Hilsener Eders Thyge.

Jeg er såmænd ellers ikke så ked af det og det må I heller ikke være. Det gik jo godt i over 19 Måneder, så går det vel også nok til Enden. Hvis det ikke var for Farens og Anstrengelsernes Skyld var jeg lige glad – Garnisonslivet er der heller ikke meget ved. Har I leveret Kvæget, kære Far? Regn har I vel ikke havt. Nu længes jeg snart efter at høre fra Eder.

Thyge_Thygesen_bogforside125(1)Et udvalg af Thyge Thygesens breve er udgivet i Thyge Thygesen: Kun legetøj i deres hænder, 2009, og kan købes her

Medudgiver og oldebarn, Jonas Thygesen tilbyder foredrag om sin oldefars krigsdeltagelse, og kan kontaktes her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *