Nyt fra Hejmdal.
Hilsen fra Felten.
Jens Iversen, Tørning Mark; Hans Mortensen, Andreas Ravn og Karl Lund, Haderslev; Bendix Atzen, Toftlund; Peter Weber, Haderslev; Johannes Degn, Errigsted; Peter Nørgaard, Fol; Jens Fuglsig, Terp; Anton Nissen, Simmersted; Martin I. Smidt, Skodborg; Thomas Schultz, Terp.
Sørgegudstjeneste.
I Gaar afholdtes der i Bjolderup Kirke en Sørgegudstjeneste for Lorens P. Hejsel fra Bolderslev. Han faldt i russisk Polen den 12. December 1914, kun 22 Aar gammel. Under Skansearbejde blev han ramt af en dræbende Kugle i Hovedet. Hans Kammerater begravede ham i en Have derude i den fremmede Jord. Her i hans Hjemstavn, som han holdt saa meget af er en Plads bleven tom ved hans Bortgang. Han var afholdt af alle, derfor vil hans Minde stedse bevares.
I Fangenskab i Japan.
Maskinist Peter Lund, hvis Forældre bor ved den gamle Haderslev Landevej ved Aabenraa, har været med i Tsingtau. Nu er der indløbet Brev fra ham om, at han befinder sig japansk Fangenskab. Han er glad og tilfreds og har det godt.
Kejserlig Musikdirigent H. Hansen fra Flensborg, der ligeledes var med i Tsingtau, har skrevet hjem, at han nu befinder sig i japansk Fangenskab i Osaka sammen med 600 Kammarater. De ligger i en Baraklejr. De har det meget godt. Før Afrejsen fra Tsingtau fik de Tilladelse til at pakke deres private Ejendele sammen og overgive dem til en tysk Speditør, saa de kunde blive sendt hjem.
Faldne.
Underofficer Lebeck fra Kastrup, der var med i Krigen ved Østfronten, er ifølge “Dv.” faldet omkring Midten af November. Han var en Søn af forhenværende Gaardejer Jens Lebeck fra Kastup.
Kommis Jes Lorenssen, Søn af Smaabanearbejder Lorenssen i Haderslev, der stod som Reservist ved et Garde regiment, er falden, mens han stod paa Forpost paa den østlige Krigsskueplads. Han har ogsaa været med ved Kampene i vest.
Flere andre Familier i Haderslev er ifølge “S.Gr.” bekymrede for deres Sønner i Felten, idet Postsager paategnede “savnet” eller “falden”, er kommen tilbage fra dem.
Gymnasialrektor Reuter fra Lybæk som stammede fra en nordslesvigsk Slægt, er falden i Frankrig. Reuter var ifølge “Schl.Gr.” Kaptajn i Landeværnet.
Overløjtnant Erich Trüstedt, der før har staaet ved Bataillonen i Haderslev, er falden den 12. Januar ved Soissons.
Mathias Jørgensens eneste Søn, er falden i Frankrig. Han blev ramt ved et Skud i Hovedet og er siden død paa Lasarettet, 30 Aar gammel.
Saaret af et Lungeskud.
I Torsdags modtog “Dbp.” den sørgelige Meddelelse, at Jens Christensen fra Stenderup var bleven saaret af et Skud i højre Lunge. Han ligger paa Lasaret Nr. 44 i Royon. Saaret er ikke ubetinget livsfarligt, saa det maa haabes, at han kan komme sig.
Fra Provinsen.
En krigsvielse. Styrmand Emil Kier fra Dalsgaard ægtevies sidste Tirsdag i Rinkenæs Kirke. Styrmand Kier, som under Krigen gør Tjeneste i Flaaden, havde faaet en meget kort Orlov i den Anledning. Ankommen fra Kiel til Flensborg om Aftenen med sidste Tog maatte han om Natten til Fods tilbagelægge den 18 Kilometer lange Vej til Rinkenæs, for at kunne holde Bryllup næste Dag. Den følgende Morgen maatte han atter før Dag forlade sin unge Hustru og Hjemmet, for at komme til Kiel igen i rette Tid. (Fl.Av.)
Fra Felten. Efterretninger fra Nordslesvigere.
Nedenstaaende er Udtog af et Par Breve fra en ung Købmand til hans Forældre i Haderslev:
Tak for eders Brev og Pakken med Uldtrøjen, Lommeklæderne, Sjalet og Cigarerne. Den havde været 8 Uger undervejs, men Sagerne var jo ufordærvede, hvad maaske knap kan siges om Eders Julepakker, hvis de skal være lige saa længe undervejs.
Nu skal I høre, hvordan jeg har haft det henimod Jul og i Juletiden. D vort Regiment havde lidt svære Tab, blev jeg med alle, der paa nogen Maade kunde undværes ved Bagagen, sendt som Udfyldningsmandskab til Fronten, og nu skal jeg fortælle Jer hvordan min Fødselsdag 1914 begyndte.
Vi havde været tre Dage i Ro, og Aftenen før min Fødselsdag rykkede vi igen ud i Skyttegravene. Kl. 11 marcherede vi bort, og mellem 12 og 1 kom vi i Nærheden af vore Skyttegrave i et Mørke, en Storm og Regn, saa vi næsten var gennemblødte. Men det værst var, at vi skulde besætte en Stilling, hvor vi ikke havde været før. Den laa i Udkanten af en Skov, der grænsede ind til en Slotspark. I Slotsparken blev der gjort Holdt. Det var et saadan Mørke, at vi ikke kunde se vor Formand, naar han var to Skridt borte. At finde Skyttegravene var derfor ikke nogen let Sag. Det gik frem og tilbage i Skoven, og vi maatte holde fast paa hinanden for at blive sammen, og dog var det næsten umuligt. Skoven var sønderskudt fra Stammen. Det gik gennem tykt og tyndt, saa styrtede vi over en væltet træstamme, saa, saa ned i et Hul, som Granaterne havde rodet op. Det var helt umuligt at holde Kompagniet sammen. Jeg tilligemed en Underofficer og tre Mand kom ogsaa bort fra vore Kammerater. Se kunde vi ikke, og for Stormens Susen kunde vi heller ikke høre, hvilken Vej Kompagniet var gaaet. Raabe turde vi ikke, da Fjendens Skyttegrave kun laa nogle Hundrede Meter borte. Vi søgte frem og tilbage i et par Timer. Skyttegravene fandt vi ikke, hvorimod vi fandt tilbage til Slotsparken. Slottet fandt vi da ogsaa, og tilbragte Natten i en Kælder, for at være dækkede mod Granaterne, som Franskmændene af og til sendte.
I Slottet laa nogle af vore Tropper indkvartede, og da det begyndte at dages, gik en Officer med og viste os Vej. Men nu var det blevet lyst, og det var en vanskelig Sag at naa hen til Skyttegravene. Stormen var ophørt, og Fjenden kunde høre os gaa i Skoven. Hvert Øjeblik sendte han en Salve over os, saa vi maatte kaste os plat ned paa Jorden og vente, til det igen blev roligt. Paa den Maade naaede vi omsider Skyttegraven, hvor vi aandede op, og hvor jeg fejrede Fødselsdag.
Ja, man kan fejre Fødselsdag i en Skyttegrav maaske bedre end i den dybeste Fred, naar Hjertet er opfyldt af Tak til Gud, fordi han har bevaret os i en overstaden Fare.
Kort efter den her beskrevne Nat kom jeg igen tilbage til Bagagen og blev sendt hen til en lille By for at hjælpe til at fortære Julepakkerne. Det var tre dejlige Dage. Det frydede mig i min Fritid at gaa omkring og se paa Livet i Byen – den ene Dag var en Søndag – se civile Folk spadsere omkring i deres Søndagsstads, hvad man jo i Maaneder ikke havde set. Alt her saa saa fredeligt ud. Det eneste triste, man saa, var de mange sørgeklædte Kvinder. Man vidste jo, hvad det betød.
Jeg fik anvist et udmærket Kvarter hos en Borger i Byen, hvor jeg blev meget venligt modtaget og fik et pænt Værelse, og det bedste – en god Seng. Det var første Gang i henimod 5 Maaneder, at jeg kunde komme af Tøjet, og jeg var helt betænkelig ved at skulle i den skinnede hvide Seng. Me da jeg først var vel i Fjerene, sov jeg til den lyse Morgen.
Manden fordrev Tiden med at lære Tysk. Han havde to tyske Lærebøger og en fransk-tysk ordbog. Om Aftenen underholdt vi os med hinanden, saa godt det lod sig gøre, men det Tysk, han havde lært sig til, og med nogle franske Brokker, jeg havde lært, for Resten med Tegn og underlige Fagter. Kneb det, maatte ordbogen frem og en Bunke gamle tyske Aviser, han havde faaet af Soldaterne, hvori han saa viste mig, hvor han havde læst den eller den Begivenhed, og det gik udmærket. I 80 Dage havde Kanonerne tordnet omkring Byen, men den var mærkelig nok blevet skaanet. Deres Søn var med i Felten. De havde ikke hørt fra ham i næsten fire Maaneder, og Konen græd meget.
Det er ikke saadan her, som hjemme, at Lejerne bor enten i Stuen, paa første eller anden Sal, nej Lejligheden gaar fra Jorden til taget, saa hver Lejer har sin egen Indgang. Familien, hvor jeg boede, havde Værelser i Stuen, paa første og anden Sal. Køkken og Spisestue er i et, Kakkelovne findes heller ikke, men Kaminer. Tre Dage er snart gaaede, især naar det er gode Dage og snar maatte jeg sige farvel til min elskværdige Vært og Værtinde, til mit pæne Værelse og min gode Seng, og styre mine Fjed tilbage til Bagagen.
Saa kom Julen. Vel var det en Jul i Krig og Fjendeland, men det var dog en velsignet Jul, saa I Kære derhjemme kunde have sparet Jer enhver Sorg og Bekymring for os. Vi ligger med Bagagen i en lille By. Juleaftensdag var der Gudstjeneste Kl. 4, Kirken var smukt pyntet med Grønt. Der var to Juletræer, og saa mange Lys har jeg aldrig set i en Kirke som her. Gudstjenesten var meget festlig og smuk. der er ingen, der vil glemme den. Om Aftenen samledes vi i Stuen, Juletræet bliv tændt og Julesamler blev sunget. Saa besluttede vi at gaa hen til vor Løjtnant og synge ham en Salme. Vi var henved 30 mand, vi stillede os op udenfor hans Vinduer og sang “Glade Jul” (“Stille Nacht”). Da Sangen var endt, kom Løjtnanten ud til os, takkede os hjerteligt og trakterede os med Øl og Cigarer. Siden kom han over i Stuen til os, sang sammen med os og holdt en Tale til os, som blev efterfulgt af flere. Som naturligt var paa denne helligaften, slog de Ord bedst an, der gjaldt vore Kære i Hjemmet, og mange varme Ønsker blev udtalt om snart at maatte samles med dem igen. Ja Gud give det!
Iver