Hans Petersen fra Skodsbølmark ved Broager deltog i krigen på Vestfronten i Füsilierregiment “Königin” Nr. 86

Den 16. Februar 1915. Jeg laa i Byen Moulin i den store Kalkstenshule, som var bleven døbt »Dronning-Hulen«; det stod udhugget med sirlig Skrift i Klippen over Indgangen. Hulen var meget interessant, især nu, da den var beboet af Soldater. Der var Plads til næsten et helt Regiment derinde. Vi havde grupperet os omkring de svære Stenpiller, der var bleven staaende, for at Hulen ikke skulde falde sammen.

I disse Stenpiller havde vi slaaet Søm til at hænge vore Sager paa, saasom Gevær og Sidevaaben og Hjælm. Tornysteren brugte vi som Hovedpude.

Der herskede fuldstændig Mørke her baade Nat og Dag, og Tællelys kunde man desværre ikke købe mere; men vi klarede os alligevel. Vi tog en Del af det daarlige Fedt, som vi fik udleveret til Brødet, smeltede det, kom det i en lille Blikæske, skar en Flig af vort uldne Tæppe, fastgjorde den ene Ende i det smeltede Fedt, tændte den anden Ende, og saa kunde denne Lampe brænde, saa længe der var Fedt tilbage. Nogle tog i Mangel af Blikæsken et udblæst Shrapnelhylster, fyldte det halvt med Jord og hældte Fedt ovenpaa.

Omkring disse smaa Lamper samlede man sig i Smaagrupper og læste, skrev, sang og spillede paa Mundharpe. Nogle spillede Kort paa Bagsiden af en Tornyster, andre havde lavet et Bord af en Kasse eller et Brædt med en stor Sten under.

Da vi blev afløst i Skyttegraven, hvad der skete ved højlys Dag, blev vi iagttaget af »Frands«, som straks begyndte at beskyde os med Artilleri. Den sidste Shrapnel, der kom, slog ned i Nærheden af, hvor der stod et Korporalskab; derved blev 2 Mand saaret og en af vore flinkeste Underofficerer, den ejegode Levy, dræbt. Jeg var siden med at følge ham til det sidste Hvilested; vor Kompagnifører holdt en bevæget Tale, hvorefter vi alle kastede 3 Haandfulde Jord paa og bad med blottet Hoved et stille Fadervor.