En unavngiven sønderjysk soldat fortæller om et ædegilde, der fik konsekvenser
Tyren var den stærkeste
Det var længe siden vi havde smagt rigtig varm Mad. Det var i August 1918. Vi var paa Tilbagetoget. Oulehy, Craonelle, Craonne, Vinterbjerget, Corbing, St. Errne. En prægtig naturskøn Egn, hvor mange Huse var saaledes indbygget i Bjergskraaningerne, saa der sparedes én Væg og der var ingen Grænser for, hvor langt de kunde udvide indad til.
Kosten bestod hovedsagelig af Brød og Konserves, saa vi længtes efter rigtig Gullaschkanonmad.
En Flok Infanterister havde først Held med sig. Af en Drift Kreaturer forvildede sig en ung Kvie ud paa en Skraaning og rutschede ned paa Taget af et Hus, og derfra ned paa Jorden. En Kugle for Panden — og Infanteristerne levede højt.
Et Par Dage senere smilede Lykken ogsaa til os.
En ung Tyr forvildede sig hen i Nærheden af vor Bunker. Vi fik den lokket et passende Sted hen, hvor den fik sin Bekomst. Og da vi var saa heldige at have en Slagter iblandt os, varede det ikke længe, før Kalorius var parteret og store Stykker af den kommet i Gryden.
Det var svært at vente, indtil Kødet var kogt færdigt og i Mellemtiden væddede vi om, hvem der kunde spise mest, alt imens liflige Dufte fra Gryden kildrede os i Næsen.
Endelig!
Og nu holdtes der en Kalas, som jeg aldrig før eller siden har været med til.
Vi spiste ikke, nej, vi aad, fraadsede i det frisk slagtede, varme Kød.
Og Straffen lod ikke vente paa sig Det franske Artilleri nærmede sig og her og der slog en Granat ned, saa vi maatte ned i Bunkeren. Den var sikker nok med 20 Meter Dækning paa, saa vi var ikke ængstlige for det.
Men der var andre Ting, der efterhaanden fik os til at blive ængstelige. De store Dimensioner ny slagtet friskt Kød begyndte at gøre sig gældende. Det rumsterede fælt i Maven, og vi saa medlidende til hverandre.
Hvad skulde det dog blive til.
Ovenpaa tordnede det franske Artilleri og hernede tordnede den unge Tyr.
Saa, nu kunde jeg ikke holde det længere. Jeg maatte op, koste hvad det vilde.
Men inden jeg naaede op til Jordens Overflade, var det sket. Jeg havde gjort Bukserne fulde.
Det var maaske ikke første Gang, men det var dog saa længe siden, at jeg ikke huskede det.
Men Tyren blev alligevel den stærkeste, den overmandede os alle sammen og fik Hævn for sin tidlige og voldsomme Død.