Hans Petersen fra Skodsbølmark var blevet taget til fange under kampene ved Moulin-sous-Touvent i juni 1915. Han havde siden da siddet i fransk fangelejr, men den 31. marts 1919 ankom han med skibet St. Thomas til København og efter festligheder og rekreation tog han hjem til Sønderjylland.

Efter otte Dages Forløb var jeg atter i god Kondition, og skønt man gerne vilde beholde mig længere, mente jeg dog, at jeg burde være sammen med mine kære i Paasken, der var nær forestaaende.

Jeg droges stærkt mod Hjemmet, mod den gamle Rede, som en Fugl paa
Træk, og Dagen for Skærtorsdag tog jeg Afsked med disse udmærkede Mennesker, der havde været saa kærlige imod mig, klædt mig fra Top til Taa og givet mig Lommepenge med, at jeg ikke skulde staa uden en Skilling i Lommen ved Begyndelsen af det nye Livsafsnit, som laa foran mig.

GENSYNSGLÆDEN.
Jeg tog med Toget til Faaborg og derfra med Skib til Sønderborg. Snart skimtedes Land forude; det var Als med den jævne, grønne Strand, og der, omkring Pynten, Halvøen med de to høje Tvillingtaarne, der tegnede sig som slanke Silhuetter mod Foraarshimlen, det var Broager, Hjemmet!
Det gamle Sønderborg Slot laa endnu, som da jeg drog ud; det havde Hjemstavnsret; men Krigsflaaden, Stedet, hvor den store, stærke, prøjsiske Krigsflaade havde ligget, det var tomt. Det var intet Savn for mig, jeg havde aldrig yndet den.

En Skibstrosse blev slynget om en Fortøjningspæl, der knirkende gav sig mod Skibsbroens Planker. Landgangsbroen rullede ud, og med et Par Skridt var jeg i Land.

En Kone hjemme fra Byen, Anna Hansen, som ogsaa havde været med Skibet, fik Øje paa mine Forældre blandt Tilskuerne bag Afspærringen; hun tog mig ved Haanden og ledede mig hen til dem.

Der stod Far og Mor og vinkede og smilede til mig gennem Taarer. — Men var det mine kære Forældre, da var der i Sandhed sket en utrolig Forandring med dem; da jeg drog ud, var de friske og ranke, nu var de ældede, graanede og nedbøjede, knugede af de sidste fem Aars frygtelige Spænding.

Aa! hvilket sørgeligt Billede af dem!

Og min egen kære, lille Mor – hvad var dog det det gav et Ryk i mig, og det
slog pludselig ned i min Bevidsthed, at jeg havde set Mor én Gang før, saadan som jeg nu fandt hende. —

Det kunde ikke være muligt! Var det en Hallucination?

Der steg et Billede frem for mig: En Hospitalstue, hvor jeg laa i en Jernseng og sov. Langsomt og lydløst trykkedes det sorte, lakerede Dørhaandtag ned, og uden en Lyd aabnedes Døren. En stadig bredere Lysstribe trængte ind i Stuen, efterhaanden som Døren aabnede sig, og der, — i det matte Lysskær stod Mor, lille og fast med et sorgfuldt Udtryk i de blide, graabrune Øjne. Ansigtsfarven var blevet underlig graagul, og der var opstaaet dybe Furer paa Kinden og i Panden.

Det før saa fyldige og brune Haar var blevet tyndt og fuldstændig hvidt.

Mor blev staaende og saa uendelig kærligt hen paa mig i et Par Minutter.

Saa raabte hun med klar, men dæmpet Stemme over til mig: »Hans! kommer du ikke snart hjem til os, min Dreng — kommer du aldrig mere?«

Saadan havde Mor vist sig for mig den Gang i mine sygelige Hallucinationer — og ganske nøjagtig saale es stod Mor nu atter der foran mig; men nu var del Virkelighed.

Hjertet krympede sig, og Graaden smertede voldsomt i Halsen.

I ét Nu var jeg ovre paa den anden Side Afspærringen og sank i Fars og Mors Arme. — »Her har I mig igen!«
»Velkommen, Hans!«
»Velkommen hjem, min Dreng!«
»Det var godt, du atter kom hjem til os!«

Først senere fik jeg Øje paa min Søster Marie, som ogsaa var med ude at hente mig. Vi fik Tilbud om at kore med hjem; men nu havde jeg faaet Far under den ene Arm og Mor under den anden, og ingen af os ønskede at give Slip, hvorfor vi foretrak at gaa den Mil til Fods med hinanden under Armen.

Mens vi gik over den gamle gyngende Pontonbro, fik jeg atter en pludselig Fornemmelse af Søsyge, skønt det nu var over fjorten Dage siden, jeg havde haft den.

Ved begge Sider af Vejen laa de gamle Skanser med deres bølgende Legemer dækket af det lyse Grønsvær,og der den hvide Dybbøl-Mølle.

Mor fortalte hele Vejen. Først, at hun havde nogle mærkelige Følelser i Brystet; de var begyndt, da hun tog hjemmefra for at hente mig. Det var, som om Hjertet af og til flyttede sig inde i Brystet; snart laa det i venstre Side og snart i højre, og hver Gang det saadan gav et lille Rok, gik der en Strøm af en underfuld Lykkefølelse gennem hele Legemet.

Hans Petersen: Fire Aar i fransk Fangenskab

NB: Uniformen på fotografiet skyldes, at Hans Petersen efter krigen blev fængselsbetjent i Vridsløselille. Foto: Albertslund  Lokalhistoriske Arkiv.