En sønderjyde fra Vestslesvig skrev den 15. september 1915 følgende fra Brügge:

Den stille By

15. September
Det havde regnet i flere Dage, øsregnet, drysset fin Støvregn og atter skyllet ned; egentlig havde det ikke i fire Døgn været en Times Tørvejr, der ikke var afbrudt af en lille Byge eller af en ordentlig Skylle, saa jeg stolede slet ikke paa Vejret, men det holdt. Om Dagen gav det Sommervejr og Solskin, om Aftenen var det stjerneklart og Maanen spejlede sig i Brygges Kanaler, hvis Bredder laa hyllet i Taage.

„Holder De af Brygge?“ afbrød den elskværdige Foreviser af Byens Museum sit Foredrag. Jeg kunde ikke med Sandhed svare Ja, thi jeg var lige kommen til Byen og havde knapt set andet af den end dette Museum. Jeg havde heller ikke behov at svare, thi han fortsatte selv: „Jeg tilbeder denne By“, og priste dens Historie, dens gamle Rigdom, dens Ynde.

Han fortalte om den Tid, da Byen var Hovedet for den flamske Hansa og havde 200,000 Indbyggere. Nu har den kun en Tredjepart saa mange. Han fortalte paa Tysk med en ejendommelig flamsk Sprogtone; kneb det med et enkelt Udtryk, tog han Fransk til Hjælp, men hans Sprog var Flamsk, det var let at høre. Det er det næsten eneraadende Sprog i Briigge som i Gent. Dannede Folk, de saakaldte bedre Klasser, forstaar og taler alle Fransk, Museumsføreren mente, at især de unge Piger i Brygge havde en Forkærlighed for Fransk, men hans eget Maal var Flamsk. Det prægede tydeligt hans tyske Fortællinger.

Jeanne af Navarra, fortalte han, den franske Konge Filip den smukkes Dronning, udbrød, da hun i 1632 kom til Brygge: „Jeg troede, at jeg alene var Dronning, og her ser jeg i Hundredvis af dem rundt om mig.“ Saa stor var deres Pragt og Rigdom.

Karl d. 5., den mægtige, var mindre høflig. Da Borgerne i Brygge forlangte Penge til Opførelse af et Galehus, svarede han: „Luk kun Brügges Porte, saa er hele Byen et Galehus.“

Helt tossede var Borgerne i Brygge nu alligevel ikke. De forstod at gøre Brygge til et Kunstens Hjemsted som kun de færreste Byer. Det er ikke blot de rige Museer, der gør Byen dertil: Memling Museet i St. Hans Hospital, Byens Museum med Billeder af Gerard David van Brygge, af Jan van Eyck og andre af Kunstens Ypperste; Museet i „Hotel Gruulhause“ med historiske Samlinger (især Minder fra de gamle Haandværkerlav) og en Kniplingesamling.

Det er ikke heller blot Kirkerne med deres rige Udstyr, Malerier, Billedhuggerarbejder, Karl den Dristiges pragtfulde Gravkapel; det er ikke bare de andre prægtige Bygninger, Raadhuset og Hallerne ved Beffroi Taarnet, der hælder sin 107 Meter høje Tinde lidt mod sydøst. Det er ikke engang alt dette tilsammenlagt, der giver Brygge Præg. Det er alle de gamle Huse, det er det middelalderlige Minde om rig Borgerkultur. Det er den lille Regeflod og Kanalerne under de høje Popler, det er Anlægene, hvor før Volden stod, det er de fire stærke Byporte, det er alle de mange yndefulde Kig ind over blanke Vande og over takkede Gavle.

Der er Gader, hvor Gavlhusene, det ene ved Siden af det andet, alle sammen er saa stolte, saa skønne, saa ejendommelige som det smukkeste Hus paa Tønder Gade. Det ene føjer sig til det andet, i Fællesskab giver det Stemningen: Den en Gang saa rige, stolte og travle By, der nu er bleven stille, hvis Handel er borte, hvis Stortid er død, Byen, der lever af og paa Minderne. Tanken gaar til Atlantis, der sank i Vandene og nu lever sit Drømmeliv paa Havsens Bund, men dukker frem til Dagslyset en Gang hver hundrede Aar. Saadan en Drømmeby kan Brygge synes den Fremmede.

En Vesterbo

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)