L.P. Christensen, journalist ved Flensborg Avis, skrev om sine indtryk fra Østfronten.
Øjebliksbilleder fra Øst. 15. November 1915.
Der synes at være forløbet lang Tid siden Russerne blev fordrevne fra Øst-Preussen; der falder mange Krigsbegivenheder i Mellemtiden, og de har stillet de seneste østpreussiske Kampe noget i Baggrunden. I Virkeligheden er der kun gaaet et Aar efter de russiske Troppers Fjernelse fra tysk Grund, og dog er der allerede udført et stort Genrejsningsarbejde i de hærgede Egne.
Der ligger Korschen Banegaard, et ret vigtigt Punkt i det østpreussiske Jernbanenet. Af den stod efter Russernes Besøg kun de nøgne, røgsværtede Mure tilbage. Nu bruser det ene Tog efter det andet ind til Perronen, som om Stedet ikke for nylig havde været Vidne til Krigens Ødelæggelser. Og langs Strækningen nedad mod Sydøst passerer Toget mange kønne nyopførte Stationsbygninger. I disse Egne gaar nu igen det sort-hvide Kvæg og græsser paa Marken, og den kolde Oktobervind sysler med Vinterrugens spæde Blade. Her ses ogsaa Russere i lang Kæde, dog ikke længere som hærgende Krigsfolk, men som rolige Roearbejdere.
Dernede til højre breder sig en af de store, skovbræmmede masuriske Søer. Blæsten pisker dens mørke Bølger til Skum og istemmer en dyb Orgeltone omkring et vældigt Kors, hvis Arme udstrækker sig værnende over en stor Fællesgrav ved Søens Bred. Hist og her en ensom Grav i Udkanten af Naaleskoven, hvis mørke Masser enkelte Steder brydes af hvide Birkestammer. En tysk Hjelm eller en russisk Soldaterhue paa eller foran Trækorset viser, hvem der er stedt til Hvile her. Enkelte Steder ses ogsaa hele smaa Kirkegaarde, Grav ved Grav, Trækors ved Trækors. Mangt og meget minder om de blodige Kampe, som her har krævet deres Ofre.
Efterhaanden som Toget nærmer sig den russiske Grænse, bliver Krigens Spor endnu hyppigere. Brand- faklerne og Granaterne har særlig gjaldt Banegaarde og Broer; men snart er hele Landsbyer ødelagte; kun Mure eller Brudstykker af dem staar tilbage. En Del Nybygninger er dog her, hvor Egnen alle Vegne er gennemfuret af Skyttegrave eller overtrukken med Pigtraadshindringer, allerede under Tag, og der arbejdes paa flere. Histnede beskinner Solen Ruinerne af det smukt beliggende Lyck.
I Prostken, den sidste Station før Grænsen, søger man forgæves efter et uskadt Hus. — Lokomotivet stønner frem over en stor, øde Slette, som forude afgrænses af en lav Naaleskovs Rundinger, der forekommer bløde og fjerne i det svage Maanelys. Langs Togets Vej hen over den triste, mørke Flade fængsles Øjet af enkelte smaa Baal, i hvis Skær man ser Omridsene af ensomme Vagtposter. Nu og da øjnes ogsaa et Kors paa en Soldatergrav, og paa Sletten tegner sig sorte, runde Pletter: store Huller, hvor Granater er slaaet ned og eksploderede.
Da Toget stanser bagved Skoven, ses en Tavle med Navnet Ossovicz ved Siden af Sporet. Den faldne russiske Fæstning frembyder et Billede af en Ødelæggelse saa grundig, som den bare kan tænkes. Det sværeste tyske og østerrigske Skyts, som har drønet imod den, har haft en frygtelig Virkning. Metertykke Beton- og Cementmasser er sprængte som Glas og kastede hulter til bulter.
Russerne holdt Fæstningen længe, fortæller en barmhjertig Søster, mens hun med flink Haand skænker en Kop varm Kaffe og smører en vældig Rundtenom til en frysende Soldat, men de havde ogsaa 2600 døde!
I Dag faldt den første Sne over Bialovicz-Urskoven. Store, bløde Fnug førtes af en svag Søndenvind ned paa de prægtige, ranke Graners mørke Hang, lagde sig til Hvile paa de metertykke Fyrres knoglede Grene og graasprængte Naalepur og hvidnede de gamle Eges rødgule Blade. Sneen vedblev at falde, og snart stod Urskovens Kæmper i frisk Vinterskrud.
I en lille Lysning i Skovens Udkant har Krigen skabt en ny lille Kirkegaard. Gravhøj hæver sig her ved Gravhøj; der er brede Fællesgrave og smaa Enkeltgrave, hver med sit nytømrede Trækors paa. En alderstegen Kvinde, der har fundet Vej her forbi, standser ved Rækkerne. Mens hun ser paa de mange russiske Navne, som er skrevne paa Korsenes Forside, formørkes hendes furede Ansigt, Mundvigene trækker sig af og til bævende nedad, og den magre Haand synes at gribe fastere om Støttestaven. Den gamle bliver en Stund staaende ubevægelig og gransker tilsyneladende nogle blyantskrevne, russiske Ord under en af Navnerækkerne: „Hvem der tro tjener sit Fædreland og ofrer Livet for det, tager Gud i sin Varetægt.“
Og Sneen falder og falder. Den har lagt et funklende Baand om de simple Trækors, har pudret de smaa friske Graner, som ved Siden af dem udgør Gravenes eneste Smykke, og har bredt et tæt, hvidt Lin udover alle Højene.
Inde fra Urskoven lyder af Og til en Knitren som hurtig Geværild, efterfulgt af dundrende Brag. Det er Graner og Fyr i Tsarens Skov, som falder for tyske Jernbanesoldaters Økse og nu skal tjene til Fornyelse af de Banegaardsramper og andre Anlæg, som Russerne har brændt under deres Tilbagetog.
L. P. Christensen
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)