Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Lørdag den 15. Marts 1919.
Om Formiddagen kørte vi en Tur i Byen. Efter Frokost blev vi Klokken 1 modtaget i Udenrigsministeriet af Lord Curzon. Etatsraad Andersen, som tydeligt nok stod paa en meget fortrolig Fod med Lorden, fortalte mig bagefter, at han havde lært ham at kende for mange Aar siden, da han som ung Mand var kommet til Siam. Senere havde han truffet ham som Vicekonge i Indien.
Lord Curzon er en høj, smuk Mand med et fint, glatraget Ansigt, let skaldet paa Issen med langt Haar strøget ned bag Ørerne og i Nakken. Mest paafaldende var hans rolige, forskende Øjne. Vi blev forestillede af Etatsraad Andersen. Han gav os alle Haanden og hilste os med et: How do you do. Derefter satte vi os i en Rundkreds om hans Skrivebord, Etatsraaden nærmest i en Lænestol. Det meste af Tiden førte han Ordet.
Lorden ønskede os til Lykke med, at vi nu atter kom tilbage til Danmark. Vi bukkede og takkede. Efter 10 Minutters Forløb var Audiensen forbi – en engelsk Udenrigsminister har meget at gøre – og Lorden gav os atter Haanden til Afsked.
Vi kørte hjem til Hotellet, klædte os om og gik Klokken 3 med Etatsraad Andersen i Spidsen til det kgl. Slot, hvor Dronning Alexandra vilde modtage os i Audiens.
I Forhallen blev vi modtaget af en ældre Hofdame, som kunde tale lidt dansk, derpaa kom en meget gammel, krumbøjet Hofmand, støttende sig til en forsvarlig Stok. Han drog Etatsraad Andersen og Alexander Foss i Samtale. I Hallen var der opstillet Buster af Kong Christian IX og Dronning Louise.
En høj Officer, ældre Mand i Khakiuniform og meget umilitærisk i sin Holdning sluttede sig til. Saa gik Turen til de indre Gemakker. Etatsraad Andersen blev først kaldt ind, derpaa den danske Delegation og tilsidst vi 4 Sønderjyder.
Jeg blev ved min Indtræden af Etatsraad Andersen forestillet for Dronningen, som drog mig ind i en Samtale om Forholdene. Hun var desværre meget tunghør, talte noget stivt med engelsk-tysk Akcent, men ellers korrekt Dansk og udtrykte sin store Glæde over, at vi kom tilbage til Danmark. Dronningen udtalte samtidig Haabet om, at Ejderen atter maatte blive Danmarks Grænse.
Hendes varme Følelser og Troskab mod Danmark og hendes store Pietet overfor Forældrene og hele den kgl. Slægt var rørende.
Mens jeg stod og talte med Dronningen, hørte jeg gentagne Gange Etatsraad Andersen sige til Prinsesse Victoria, der stod lige bag ved mig: “Nu maa De tale Dansk, Prinsesse Victoria, nu maa De tale Dansk, der er flere af Delegationen, som ikke kan tale Engelsk”. Jeg kan ikke, jeg taler saa daarligt”, svarede Prinsessen hver Gang. –
Etatsraaden følte sig ogsaa her som hjemme. Han blev behandlet som en gammel kær Onkel. Vi maatte alle indskrive vore Navne i en Bog, som Dronningen lagde frem. Hun førte mig hen til et lille Bord, hvorpaa der stod forskellige Miniaturer og Antikviteter, som hun havde arvet efter sine Forældre og andre kære Slægtninge. De havde aabenbart meget stor Værdi for hende som Slægtsminder.
Under Samtalen fik jeg blandt andet Indtryk af, hvor afholdt Prins Hans havde været ved det engelske Hof. Efter en halv Times Forløb trak vi os tilbage. Baade Dronningen og Prinsesse Victoria rakte os Haanden til Afsked.
Sønderjyske Årbøger, 1926.