Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.

En mislykket Udflugt

Henimod Middag først ankom Staack og Kliver, og vi rejste saa med Toget til Lille. Staack syntes, at jeg skulde se den franske Fæstning nu, da vi var den saa nær. Desværre var Planen ikke tilstrækkelig gennemtænkt og undersøgt, inden vi tog af Sted. Jeg maatte nemlig Dagen efter gøre Tilbagerejsen over Lille, som jeg først fik at vide senere, og da fik jeg et Ophold fra Middag til om Aftenen Kl. 10, der var altsaa mere end Tid nok til at se mig omkring Dagen efter. Men desuden stødte vi paa Vanskeligheder, som vi slet ikke havde regnet med, og som fuldstændig kuldkastede den Plan, som var lagt Aftenen i Forvejen, og gik udpaa, at vi skulde benytte et Tog, der gik til Cortrick, og derfra naa ud til mine Landsmænd Peter Henningsen og Peter Frees, hvem jeg gerne vilde være sammen med den Eftermiddag og have personlige Hilsener med tilbage til Hjemmene.

Der var en Times Tid rigelig, til Toget gik, og den skulde benyttes til at se os lidt omkring i Gaderne lige ved Banegaarden. Da vi imidlertid vilde forlade Jernbanestationen, afkrævede Kontrollen mit Pas. Det var første Gang under hele Opholdet derude, at det var blevet mig afkrævet. Da jeg ikke var paa Henrejse eller Tilbagerejse, kunde han ikke lade mig passere. Han beholdt mit Pas, og jeg maatte vente, til Fæstningskommandanten kom hen paa Eftermiddagen, hvem Sagen maatte fremlægges for.

Skønt en Feldwebel ellers anses for at være nogenlunde almægtig ved Militæret, kunde Staack dog ikke klare disse Vanskeligheder. Der var ikke andet for, end taalmodigt at vente, til Kommandant kom. Men dermed røg Turen til Cortrick i Luften, da Toget kørte fra os i Ventetiden.

Senere hørte jeg, at baade Henningsen og Frees samt Dyrlæge J. P. Schmidt fra Aabenraa, som ogsaa laa i denne Egn, havde ventet paa mig hele Eftermiddagen med nogen Uro, da de ikke kunde forstaa, at vi udeblev, efter at vi bestemt havde anmeldt vort Besøg. Tilmed fik de den Besked fra Feldwebel Staacks Kontor, at vi var taget af Sted.

Da vi under vort tvungne Fangenskab paa Banegaarden blev sultne, tillod Kontrollen os at gaa hen til et nærmere betegnet Spisekvarter, hvor Jernbaneembedsmændene spiste. Vi kom derhen, men fik desværre den lidt kedelige Efterretning, at man ingen Mad havde mere, alt var spist op. Efter en Del Parlamenteren fik vi hver en Kop Bouillon, det var nu nærmest en Kop Saltvand. Det maalte vi foreløbig nøjes med. Senere fik vi en Kop Kaffe med Smaakager i en Kase. Det var alt, hvad vi kunde faa, saa Provianteringen var noget sløj den Dag. Ingen af os havde tænkt paa at tage Mad med paa Turen.

Endelig hen paa Eftermiddagen kom Kommandanten, og vi blev førte ind til ham. Han viste sig imidlertid at være en yderst høflig og forstaaende Herre. Han indledte straks Forhøret med et Spørgsmaal, om jeg ikke var paa Vejen hen for at hente den faldne Vens Lig hjem. Jeg vilde ikke lyve for ham og sagde derfor, at jeg havde været i Halluin, men at jeg gerne vilde have besøgt et Par Landsmænd, som laa her i Nærheden. Det gik han slet ikke ind Paa, men mente, at man vel nok kunde gaa ud fra, at jeg var paa Vejen til Halluin, og dermed var dette Forhør endt. Jeg fik mit Pas igen, og vi kunde nu bevæge os frit omkring.

Da Tiden nu imidlertid var saa vidt fremskreden, maatte vi se at komme videre, for at naa Halluin til Aften. Der gik ingen Tog, men vi kunde benytte den elektriske bane, som kørte over Tourcoin og Roubaix, et Par smaa idylliske Byer, som tilsyneladende ikke havde lidt synderlig Overlast af Krigen. Herfra maatte vi gaa det sidste Stykke Vej til Halluin ad en dejlig bred Landevej, som de for Resten er almindelige i Frankrig.

Vejen blev lang og trættende. Jeg havde været i Gang fra om Morgenen tidlig, uden anden Mad end min Morgenmad. Vi var derfor godt trætte, daa vi ankom til Byen ved 8-Tiden. Staack og Kliver kunde køre det sidste Stykke Vej hjem til deres Kvarter, da Køretojet var blevet staaende i Byen om Morgenen.

Næste Morgen skulde vi mødes Kl. 10, Mikaels Lig skulde saa graves op.

Inden vi skiltes, gjorde Staack mig opmærksom paa, at ved dette Vejr kunde vi vente Flyverbesøg om Natten, jeg maatte derfor i paakommende Tilfælde sørge for at komme ned i Husets Kælder.

Da jeg havde spist Aftensmad i mit-Spisekvarter, gik jeg hen til Telefonstationen for at tage Afsked med mine Sovekammerater fra min første Nat dernede. Min flinke Vejviser ledsagede mig tilbage, og jeg gik derefter tidlig til Ro, jeg trængte til Hvile.

Et Flyverbombardement.

Jeg havde kun sovet et Par Timer, saa vækkedes jeg af Allarmsignalet, der meldte Flyvernes Ankomst. Jeg tændte Lys og saa, at Klokken var henad 1. Der var saaledes længe til Dag. Jeg mindedes Staacks Formaning om at søge ned i Kælderen. Der var imidlertid den Vanskelighed, at jeg for det første ikke anede, hvor Kælderen befandt sig, men dernæst skulde jeg gennem min Værtindes Sovekammer for at komme ned, og det ømmede jeg mig ved.

Der blev ingen Søvn mere den Nat. Jeg laa og lyttede til de forskellige Lyde, men jeg syntes ikke, at jeg kunde skelne andre, end dem jeg havde Hørt den første Nat fra Jernbanetoget og en fjern Rullen nu og da. Men uhyggeligt var det. Jeg ønskede mange Gange, at jeg havde haft mit første Kvarter sammen med Telefonisterne. Saa var jeg dog i alt Fald ikke ene og kunde faa at vide, om min Ængtselse var berettiget, eller om det blot var Nerverne, der noget overspændte spillede mig et Puds.

Henimod Morgenstunden hørte jeg en Eksplosion, som dog ikke var særlig stærk. Saa snart det var lyst, stod jeg op. Toilettet var hurtigt besørget, da jeg alle de Nætter, jeg var dernede, havde maattet beholde det meste as mit Tøj Paa.

Saa snart jeg havde faaet lidt Morgenmad, gik jeg ud i Byen og kom snart til Kirkegaarden. Her erfarede jeg, at en fjendtlig Flyver havde kastet en Bombe ned ved Banegaarden, knap 5 Minutters Vej fra mit Kvarter. Fire Belgiere, som havde staaet i Nærheden af Banegaarden, var bleven ramte og dræbte paa Stedet. De var lige bleven bragte til Lighallen. Deres lemlæstede Lig saa frygteligt ud, en havde faaet Hovedet revet af, en anden en Arm og en tredje et Ben. De havde Hørt til en Arbejderkolonne, men de øvrige havde været lidt længereborte fra Stedet, hvor Bomben faldt, saade var bleven uskadte. Jeg mærkede igen Krigens Nærhed, som jeg Dagen i Forvejen havde været noget tilbøjelig til at glemme.

Jes Sarup: Ved Vestfronten Marts 1918