Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.

(… fortsat)

Allerede de første dage efter min indlæggelse var stuens øvrige tre senge blevet belagt. I den ene lå en rørlægger fra Köln ved navn  Wüst. Det var en meget sympatisk mand. Han skrev hjem til mine forældre og til min kæreste. Der var jo kun fra lazarettet tilgået dem et kort med meddelelse om, at jeg var blevet hårdt såret.

Den anden patient var en ung mand på 18 år. Han var oven senge og var rørende omhyggelig med mig. Ham gav jeg mit lommeur. Det havde jeg jo ingen brug for mere.

Den tredie hed Friedrich Schmidt og var murer fra Hamborg. Han  havde også, ligesom jeg, mistet synet på begge øjne. Lufttrykket fra en eksploderende håndgranat havde ødelagt dem. Sår havde han ingen af.

Da jeg den femte dag havde været til forbinding, syntes lægen, at jeg godt kunne gå tilbage til stuen. Han tog mig ved hånden, og på stuen satte han mig i en kurvestol, tændte en cigar og stak mig den i  munden. Nu skulle jeg også prøve at ryge. Det smagte mig ikke, og da jeg havde røget halvdelen af cigaren, måtte jeg i seng. Senere har jeg ofte tænkt på, hvilken hensigt lægen i grunden havde med en sådan hestekur.

At få skiftet forbinding var en ren tortur. Der var jo sår over hele ansigtet, og et par gange måtte jeg igen på operationsbordet. Min temperatur ville stadigvæk ikke gå ned på normalen, og først efter en måneds forløb fandt man det forsvarligt at sende mig med lazarettog til Tyskland.

Lægerne og sygeplejerskerne i toget var flinke, og forplejningen god. Jeg kunne igen begynde at tygge og var sulten.

Ved Köln kom vi over Rhinen, og nu kørte vi gennem egne, som jeg kendte fra mine svendedage, da jeg var på valsen, men jeg kunne jo ikke glæde mig ved gensynet. Overalt dette uigennemtrængelige mørke — og det ville aldrig blive anderledes …

Efter tre dages jernbanekørsel nåede vi Wittenberg i Sachsen. Vi havde dog ikke kørt hele tiden. Vel nok for at patienterne kunne få lidt ro, og for at lægerne bedre kunne foretage de vanskeligste forbindinger, blev toget flere gange kørt ind på et sidespor, hvor det  holdt stille i flere timer.

I Wittenberg blev hele den sørgelige last af menneskevrag båret ud af toget og ført til de forskellige lazaretter. Min lidelsesfælle, Friedrich Schmidt, og jeg blev som de to eneste passagerer tilbage i toget. Vi skulle med toget tilbage til Halle an der Saale, hvor der var øjenspecialister.

Vi havde så at sige et helt tog for os selv, og sygeplejerskerne og lægerne kælede rigtigt for os. Vi fik kogt skinke og grønne ærter til middag. Den slags mad havde vi ikke set i årevis, og jeg spiste det, jeg kunne overkomme. I Halle blev vi indlagt i en frimurerloge, »Zu den drei Degen«. Det var et meget stort kompleks.

DSK-årbøger 1961