A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33, der bl.a. observerede fjendens bevægelser, indskød eget artilleri og rentegnede luftfotografier.
(… fortsat)
Engang sagde Hancke til mig, om jeg ikke havde Lyst til at komme med til Vejrs og se, hvorledes mine Kort saa ud i Virkeligheden deroppefra. Stor Lyst har jeg nu aldrig haft til det, for jeg var bange for, at det skulde føre mere med sig; men en Dag fik vi Ordre fra Divisionen, at vi skulde stige op Kl. 14 og iagttage nogle Blinkforsøg i Morsealfabetet, der vilde blive gjort med Spejle og Lys fra første Skyttegravslinie. Man vilde forsøge, om man kunde etablere en Forbindelse bagud fra 1. Linie i Tilfælde af, at Telefonledninger og andre Meddelelsesmidler svigtede. Jeg gav Ordren videre til Løjtnanterne, og Hancke blev den, der skulde gaa op.
Jeg sagde da til ham, at jeg i dette Tilfælde godt kunde have Lyst til at gaa med op. Det fik jeg saa Lov til, og vi begav os ned paa Ballonpladsen, hvor vi besteg Gondolen, fik spændt Remme om Livet og Skuldrene og blev fastgjort til hver sin Faldskærm, der hang paa en Stang, som ragede ud paa hver sin Side af den Ring, der samlede de Reb, Gondolen hang i. Saa blev der givet Ordre: „Ballon hoch,“ og langsomt gled vi 600 m lodret i Vejret.
Det er en underlig Følelse at staa i saadan en spinkel, kurveflettet Kasse, som kun er 0,90 x 0,90 x 1,00 m stor, og man synes, at man let kan træde igennem Bunden. Da vi var kommet op i den Højde, hvor der var det bedste Lys og de bedste Iagttagelsesmuligheder, begyndte vi at kigge efter det opgivne Sted, som laa en 5-6 km forude. Jeg havde den Tilfredsstillelse, at jeg kunde finde Stedet ligesaa hurtigt som Hancke, men jeg var ogsaa dengang saa vant til at se paa vore Stillingskort, at jeg næsten kunde dem udenad og sikkert kendte dem bedre end mangen Infanterist, der maatte døje surt derude.
Der var en pragtfuld Udsigt deroppefra, langt ind over de franske Linier. Straks i Forgrunden bag disse laa de to store Landsbyer Mourmelon le Petit og le Grand, og man saa ganske tydeligt de store Lejre og Pioner-Parker der. I det fjerne skimtedes Gharlons sur Marne. Jeg forstod, hvilket glimrende Observationssted saadan en Ballon er i godt Vejr, naar man kan faa Lov til at være der for fjendtlig Ild eller Flyvere.
Da Klokken nærmede sig to, rettede vi vore Kikkerter mod det opgivne Sted — og rigtig — præcis paa Slaget to begyndte det at blinke. Jeg blev saa optaget af det, at jeg straks raabte til Hancke, der stod lige foran mig — og som før nævnt var meget høj, hvorimod jeg kun maaler 1,69: „Der blinker de, der blinker de!“ — Og for bedre at kunne se over hans høje Ryg og det store Kort, der var spændt op paa et Brædt foran ham, tog jeg fat paa hver side af Gondolkanten og stæmmede mig i Vejret.
Det skulde jeg aldrig have gjort. Gondolen begyndte paa Grund af den voldsomme Bevægelse at gynge frem og tilbage. Alle de smækre Liner, der gik fra Gondol-Ringen og op omkring Ballonen, hvor de var fastgjort til et Netværk, begyndte med voldsomme Klask at smække mod den oppustede Ballonkrop. Hancke vendte sig ligbleg om og raabte det sædvanlige: „Mensch, sind Sie verrückt geworden!“
Naa, vi maatte staa musestille et Stykke Tid, indtil det hele var faldet til Ro igen, men jeg lærte, at man vistnok skal opføre sig meget varsomt i saadan en Tingest. Selvfølgelig var Hancke ogsaa blevet meget nervøs, da Ballonen jo for kort Tid siden var revnet i Luften med ham.
Naa, vi gjorde vore Iagttagelser og lod Morsesignalerne gennem vor Telefon gaa videre til Staben, og efter en halv Times Tid gled vi ned igen.