Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Hejde d. 15. juli 1916

Jeg holder så meget afjer mine kære, men jeg synes ikke rigtig, jeg har bevist det i de dage, da vi var sammen… Forleden dag bad lille Louise mig, om jeg ikke ville lære hende nogle af de sange, jeg før havde lært hende, men jeg sagde, at det skulle vente til en anden dag. Og nu kan jeg ikke. Vil du nu ikke lære hende at synge igen, den lille stakkel. Å, det gør mig så ondt, jeg synes, at jeg kunne have været helt anderledes imod jer. Sikken en opvågnen i morges, i stedet for at blive vækket af dig og de to små piger, kom der en underofficer og råbte »aufstehen«. Jeg var forresten vågen, før han kom, det var jo ikke min egen gode seng, jeg lå i.

Jeg kan ikke forstå, at jeg skulle kaldes tilbage, for endnu er der ingen transport inddelt, men det kan jo komme, før vi aner det. Det er ikke blot her, at vi er blevet kaldt tilbage, men overalt. I går i toget var der nogle med, som var kommet hjem aftenen i forvejen, og så kom telegrammet om straks at vende tilbage til garnisonen. Der må vist stå noget for, siden de kalder os alle tilbage…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.