Sønderjyden Jens Christensen beskriver i et feltpostbrev, offentliggjort den 15. januar 1915, en patruljetur på Vestfronten.
Når vejret er kønt her oppe paa de skovbevoksede Høje, er en Patrouillegang mod Fjenden en interessant og velkommen Afveksling, thi altid at staa og kigge over Geværranden i Løbegraven bliver i Længden lidt kedeligt og ensformigt. Hvor vi nu er, er vi ikke saa nær inde paa Fjenden, den fjendtlige Løbegrav befinder sig vel ca. 1½ Kilometer herfra og der ligger en Skov imellem. Man kan saa i Stedet for at holde Vagt i Gravene sammen med et Par Kammerater melde sig frivillig til en Patrouillegang. Vore foresatte vil gerne vide, hvilken Modstander vi har til Nabo, og vort Maal er saa at vende tilbage med en „Monsieur” død eller levende, eller hvis det ikke lader sig gøre, saa at udforske Fjendens Stilling paa saa nært Hold som muligt.
Forleden Eftermiddag var jeg med et Par Venner paa en saadan Tur. Først gik vi en Runde til de udsatte Vagtposter for at meddele dem vort Forehavende. Da vi befandt os foran Pigtraadshegnet af vor sidste Stilling, blev vi pludselig en Franskmand var, som stod inde i den tætte Skov, med Geværet i Anslag mod os. Da vi befandt os paa en aaben Plads, maatte vi et Øjeblik dukke os, indtil vi naaede Skovkanten. Manden, som rimeligvis har haft et Par andre i Baghold, var dog forsvunden, og en Forfølgelse langt ind i Skoven førte ikke til noget Resultat. Han havde dog efterladt en Avis i et Træ, det var „Le Petit Parisien”; trykt i Paris Dagen i Forvejen. Den indeholdt blandt andet mange Løgnehistorier bestemt for os; efter Hjemkomsten fik vi nemlig en „sprogkyndig” til at forklare os Indholdet. Nu vi vendte jo selvfølgelig tilbage uden en Franskmand, men glædede dog Kompagniføreren med den medbragte Avis.
Dagen efter gik vi igen paa Patrouille. Kaptajnen gav os et Eksemplar af „Hamburger Fremdenblatt” og skrev derpaa i det franske Sprog en Tak for Avisen og bad om paa samme Vis at sende flere. Vi begav os saa paa Vej igen, dog med den største Forsigtighed, listende os fra Træ til Træ, krybende gennem Buskadset, af og til liggende bag en Træstamme for at lytte. Langsomt kom vi den fjendtlige Stilling nærmere, vi kunde tydeligt høre Soldaternes højrøstede Samtaler og se Pigtraadshegnet foran Gravene. Det var ikke fri for, at vi følte os lidt hede i Hovedet, det var dog spændende, og vi kunde ikke lade være med at krybe saa langt fremad, som det var muligt uden at blive set.
Da vi kom Graven paa ca. 200 Meter nær, blev to af os staaende paa Vagt, mens to andre endnu krøb et Stykke længere frem, hvor Skoven begyndte at blive mere aaben og hvorfra derfor den fjendtlige Stilling bedre kunde overses. Der lagde de sig ned og optegnede en lille Skitse over Terrænet.
Endnu blev vi der en lille kort Tid og lyttede; saa ogsaa to Franskmænd staaende bag Skyttegraven i Færd med at save Træ; det gik dog ikke an at skyde, da vi ikke turde risikere at røbe vor Nærværelse. Paa et iøjnefaldende Sted lod vi saa den medbragte Avis tilbage og langsomt begav vi os derefter paa Hjemvejen, den samme Vej, som vi var kommen.
Med Hilsen.
JENS CHRISTENSEN.
(Kort efter Afsendelsen af dette Brev blev Brevskriveren haardt saaret i Skulderen.)
