H.P. Hanssen var de danske sønderjyders førende mand. Han repræsenterede Den nordslesvigske Vælgerforening i den tyske rigsdag i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.
Berlin den 14. November 1918.
Jeg var som sædvanlig tidlig vaagen og laa fra Kl. 3 af og gennemtænkte Sagerne. Kl. 7 bankede det paa min Dør, og Professor Aage Frits traadte ind. Vi havde en længere Konerence.
Jeg gav ham et kort Referat af, hvad jeg havde foretaget mig, udtalte min Glæde over, at jeg i Dagens Løb vilde faa den attraaede Erklæring, men at jeg ved nærmere Overvejelse var bleven betænkelig ved at lade en Repræsentant for Regeringen proklamere Landraadernes Afsættelse paa det forestaaende Møde.
Jeg var klar over, at Dr. Breitscheid ikke skulde med nu, men først senere, naar vi overtager Administrationen, da det ellers let vil gribe forstyrrende ind i den Stemning, der ganske naturligt vil beherske Mødet paa Søndag.
Dernæst udtalte jeg, at jeg holdt det for nødvendigt, at vi, naar Erklæringen forelaa, støttet paa den henvendte os til Danmark gennem Gesandten i Berlin, da vi vedvarende stod som tyske Statsborgere. Vi drøftede derefter Sagen inde enige om, at han i Løbet af Formiddagen skulde gaa til den danske Gesandt Grev Moltke for at forespørge, under hvilke Former Gesandten fandt det heldigst at vi foretog Henvendelsen.
Derefter skulle han se at faa en SamtaIe med Haase og Dr. David, men hvem han var nøje kendt fra tidligere Tid, for at jeg under alle Omstændigheder kunde faa den Erklæring, der var stillet mig i Udsigt, inden Aften, da jeg ikke kunde opsætte min Rejse længere, hvis jeg skulde naa til Folkehjem i rette Tid.
Student Thulstrup er ankommen og har i Morges givet mig udførlige Meddelelser om Stillingen i Kiel med en god Karakteristik af de ledende Personligheder.
I Formiddags gik jeg først op til Bleichroder Unter den Linden for at hæve nogle Penge. Mens jeg stod der, kom Chefen for Afdelingen i en Fart tilbage fra Børsen og sagde: Vi maa lukke Kl. 12½. Vi skal til Valg for at vælge Arbejderraad. „Wir Angestellten sind alle Arbeiter!” Sørg straks for Opslag udenfor”.”
Jeg gik ned efter Rigsdagen og mødte undervejs Rigsdagsmand König, som repræsenterer Dortmund i Rigsdagen.
„Hvordan kommer De her?” spurgte jeg. „Jeg er kommen med Nattoget,” svarede han, „udrustet med Fuldmagt saavel fra mit eget Parti som fra de vestfalske storindustrielle Organisationer for at bede Regeringen om hurtig Hjælp, da Dortmund befinder sig i en overordentlig farlig Situation.
Vestfronten er i fuld Opløsning. I Tirsdags (12. Nov.) ankom der til Dortmund 20,000 Soldater uden Pas. I Gaar ankom der yderligere 35,000. Mange kommer susende i store Lastbiler, som de uden videre har bemægtiget sig ved Fronten.
De er fuldt bevæbnede, og der er allerede forefaldet slemme Plyndringer og Røverier. Befolkningen er meget opskræmt. Der maa handles straks, skrides ind, thi Byen har kun Levnedsmidler til 8-10 Dage, og vedbliver Tilstrømningen i samme Tempo, vil den i Løbet af faa Dage staa overfor Hungersnøden.”
Vi talte om Situationen; og da vi skiltes, ytrede han, at nu saas vi maaske ikke mere. Jeg svarede, at han jo nok ad Aare kom til København, og saa var jeg altid til Tjeneste, hvis jeg var i Byen. Han takkede og gav mig det samme Tilsagn for det vesttyske Industridistrikts Vedkommende.
(…)
Senere besørgede jeg min Korrespondance, som havde ophobet sig i de sidste Dage, og gjorde alt færdigt til Afrejsen.
Der kom Telegram fra Königsberg, at min Datter vilde ankomme næste Morgen med to Børn. Jeg kunde ikke afvente hendes Ankomst, men Nis Nissen tilbød at blive for at tage imod hende og ledsage hende videre under de vanskelige Forhold.
Kloppenborg og jeg vilde saa rejse i Forvejen. Vi besluttede at indbyde Hr. og Fru Breitscheid og Professor Friis til at spise med os i „Traube” om Aftenen.
Om Eftermiddagen kom Dr. Friis og aflagde Beretning. Han fortalte, at han var bleven godt modtaget af Dr. David. Dr. Solf var bleven tilkaldt og havde meddelt, at Regeringen lavde besluttet at tilstille mig Erklæringen, men at det var vanskeligt at finde en passende Form. Men da Dr. Friis overrakte ham vore Organisationers Opraab, som er naaet hertil i Dag, udbrød han: „Der har vi Formen!”
Han lovede derefter at skrive den med Haase aftalte Erklæring til mig. Derpaa var Friis gaaet til Haase, som modtog ham meget venligt og straks lovede, at han og Ebert vilde underskrive Erklæringen, men da Friis mindede ham om, at jeg i min tidigere Samtale med ham havde ønsket Dr. Solfs Underskrift, bifaldt han straks dette. Resultatet blev, at Friis maatte afhente Erklæringen i Udenrigsministeriet Kl. 9 Aften.
Da vi senere mødtes hos “Traube”, kunde Dr. Breitscheid meddele, at han nu var udnævnt til Indenrigsminister og K. v Gerlach til Understatssekretær i Indenrigsministeriet. Dr. Breitscheid forlod os straks, da han havde lovet at skrive en Artikel om den foreliggende Situation, og stødte først ud paa Aftenen til os paa mit Hotel.
Her kom ogsaa Professor Friis med Erklæringen fra Dr. Solf, der var formet som et til mig rettet Brev og havde følgende Ordlyd:
Udenrigsministeriet. Berlin d. 14. November 1918.
Meget ærede Hr. Rigsdagsmand Hanssen!
Til Indholdet af det mig af Deres Højvelbaarenhed venligst overrakte Opraab fra den dansktalende nordslesvigske Befolknings Organisationer maa jeg ærbødigst henvise til den Erklæring, som jeg har afgivet i Rigsdagen d. 24. Oktober d. A.
Den tyske Regering staar derefter paa del Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal i Henhold til Præsident Wilsons Fredsprogram bør løses paa Grundlag af den paagældende Befolknings Selvbestemmelsesret.
Jeg har det tillidsfulde Haab, at der med det Standpunkt, som den tyske Regering hermed indtager, i Fremtiden sikres et for Rivninger frit, nabovenligt Forhold mellem det danske og det tyske Folk.
Idet jeg udtrykker min mest udmærkede Højagtelse
Deres Højvelbaarenheds ærbødige
(sign.) Solf.