Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Med stor forventning imødeså jeg Augustenborgturen. Jeg længtes efter at se den gamle conspiratorrede midt i det troskyldige Als.

Fra et højdepunkt på Kjær halvø blev vi orienterede i hele det vide, pragtfulde landskab, der lå udbredt foran os, før vi begav os ind i det. Bindingsværksgårdene med de tre længer, der åbner sig ud mod vejen, de mange, klippede buxbomhække og lindetræer, det sirligt strøede grus i havegangene, de brede, blanke ruder i alle vinduerne, de hvide, stivede gardiner indenfor, hvis indvævede blomster snart var lige så håndgribeligesom de kæmpemæssige, blomstrende pelargonier, der stod i karmen i strålende fajancepotter; jo, Als var ikke længe om at vise sig i sin fulde særprægethed, og landsby efter landsby talte stadig tydeligere det samme sprog til os.

I skoven, før man kommer over fjorden, holdt vi hvil i glad forventning, fiksede op på påklædningen, det vi kunne, og spiste noget af den medbragte mad, for ikke at komme til at æde alt for ubeskedent. På den anden bred af fjorden stod ved opgangen til byen unge piger med en stor, frisk buket. Den officer, som modtog den, gjorde de unge piger opmærksomme på, at oberstløjtnanten først kom bagefter, og at han kun var kaptajn. Nydeligt svarede så den unge pige, der havde overrakt ham buketten, at de blomster var til den første, danske soldat, der betrådte Augustenborgs grund, så var det lige meget, hvad rang han var af.

Som til alle de store slotsanlæg bliver man også her grundigt forberedt og højtideligt stemt af en lang allé. Den er høj og mørk og lukkes for enden af porttårnet. Helt oppe mødte øjnene et »velkommen« spændt tværs over vejen, og under det hvidklædte småpiger, der sang. Slotspladsen blev snart et levende mylder af gråklædte jenser, lysklædte piger og mørke civilister, der her spillede en mere tilbagetrukken rolle. Henne i hjørnerne var trængslen stor om udskænkningsstederne, herligt skummende øl og grisk bællende soldater og topfyldte smørrebrødsfade, der ikke fik tid til at smelte i solvarmen. Der var stille glæde hos augustenborgerne ved at se på jenserne, mens de spiste, og den steg, da de så dem hvirvle sig til musikken med de hvidklædte på slotspladsens grus.

Nogle fandt op i porttårnet ad en ret brøstfældig trappe, der endte på en forbavsende knudret måde, indtil man tilsidst strakte hovedet ud over rækværket og så ud og ned på vrimlen og støvet på den store, firkantede slotsplads. Der var meget lidt plads deroppe til andre end den irrede, grønne klokke, der hang brændende hed af solvarme i midten med allehånde, snørklede forsiringer, tal og inskriptioner. Det var et festligt skue heroppefra. Uden om slottets skinnende hvide fløje, der omsluttede festtumlen, bredte sig milevidt et strålende landskab med bakker ud til blå fjorde, grupper af træer og grupper af huse omkring kirkespir. Al Danmarks ynde lå samlet for ens blik. Og det blev altsammen forklaret for os, og med ivrige bevægelser blev der peget ud over egnen hvad det var, der lå der, og det, der lå der. Og de tunge lodder til uret, som det jo nok kunne knibe foren ung pige at trække op en hel vinter igennem, mens hendes fader lå syg. Selve slottet, nu seminarium, åbnede også sine lyse, kølige gange for de danske soldater. Fire, sortklædte vejvisersker bevægede sig geskæftigt og husvant i gangene, utrættelige i at vise os og fortælle os om alt, hvad vi så og om dobbelt så meget til; dør efter dør åbnede de til klasseværelserne eller lærerindeboligerne, og i stueetagen viste de os den smukke aula, den eneste levning indvendig fra slottets glansperiode. På trappegangen et stort billede af dronning Louise af Preussen, »den preussiske madonna«, og et af den tyske eks-kejserinde, der jo stammede fra Augustenborg, og som de nævnede medsympati. Men deres første og sidste tanke var at få Dannebrog hejst på slottet. Før kunne der ikke leves videre i den bygning. En betegnende instruks til de unge lærerinder, som før gik på seminariet, og som næsten alle var tyske, lød således, at hvis man på legepladsen overraskede børn i at tale dansk, skulle det meldes til bestyrerinden, og børnene straffes.

Nede i parken standser man overrasket ved »palæet« og forstår navnet »Eden«, som det litterære hof gav Augustenborg i gamle dage. Den lille, hvide, nyklassiske bygning ligger helt skjult, man ser ikke engang slottet derfra, og ikke en lyd fra festen nåede derhen. Fjordens vand blinker frem forenden af alléen, og høje, røde blomster vokser inde under skyggen af mægtige bøge. Man skelner en høj, det er »pulverkammeret«, en anden, det er hertugens hests grav; så er der H.C. Andersens træ med mindepladen på tysk, de tre ege, »die Schwureichen«, hvorunder, efter sagnet, Griffenfeldts fald blev besluttet, og mangt og meget andet, og parken er tæt, og jenserne havde forvildet sig dybt ind i den, da der blæstes til samling. På den indre, brolagte slotsplads holdtes der nu parade, fotografiapparater rettedes ind på os allevegne fra, og ned gik det gennem hovedgaden under fuld musik. De gamle huse lå som det nydeligste supplement til slottet, med store stentrapper bygget ud over toppede, græsomgroede brosten, udskårne rokokodøre, dørhammere, små ruder, slyngroser, teglstenstage. Gennem hulveje overlandsbyen Bro, uden om fjorden, gik det så hjem.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.