Senest ændret den 16. juli 2016 14:01
N. H. Lustrup, Spandet, gjorde krigstjeneste ved bataljon 36 på Vestfronten. I maj 1915 mødte han ved fronten en belæst Hauptmann.
Historien, som jeg dengang oplevede den, daterer sig fra den fjortende maj 1915. Vi havde den foregående nat foretaget et mindre angreb på en belgisk skyttegravsstilling til højre for den lille købtad Dixmuiden i Flandern.
Belgierne havde måttet opgive deres stilling, og de, der kunne, trak sig tilbage i sikkerhed på den anden side af Yserkanalen, hvor de havde deres udbyggede og gode stillinger i den ret høje kanaldæmning, og herfra tog de os under ild. Vi, der befandt os i en lavere stilling, kunne næsten ikke finde et sted, hvor vi ville være i sikkerhed.
Før krigen havde her ligget en bondegård, men nu var der kun nogle lave ruiner tilbage. Man havde anbragt nogle af de sårede omme bag en stump mur, andre hørtes jamre ude på marken, og på grund af nattetågen var det ret vanskeligt at bringe dem hjælp.
Vi opholdt os her kun en times tid eller så; men så gik det fra mand til mand som en gentagen mumlen: »Vi går nu tilbage«. Da vi var stormet frem, var dette sket forholdsvis hurtigt, men nu gik det kun langsomt, for de sårede kammerater skulle ikke lades tilbage. De, der kunne, skulle gå, andre måtte slæbes bort på teltlærreder, båret af fire mand. Del værste var næsten denne tåge, som hindrede vor vandring tilbage, men som til gengæld også forhindrede fjenden derovre i at se, at vi nu igen havde forladt den vundne stilling.
Vi havde lagt vor byrde fra os. — Kammeraten var blevet tavs. Vi havde gjort vor pligt og stod nu der og trak vejret et øjeblik. Gennem tågen skønnede man, at en ny dag var ved at bryde frem. — I øst begyndte himlen at farves rød. — Frøernes »kvak-kvak« hørtes fra de mange små vandløb, der gennemkrydsede de side enge.
Der stod man, udkørt og træt, og nød den herlige natur og den stilhed, ja, skønhed omkring én . . . —
Pludselig blev vi kaldt tilbage til virkeligheden. En sagte kommando hørtes: »Alle, der er her tilbage, må følge med frem . . .«
Lidt efter befandt jeg mig sammen med andre i et lille gravstykke — vor første stilling. Megen dækning fandt man ikke her. Vandstanden var nemlig alt for høj. Når man lå ned, var man i skjul, ellers ikke. Mig var det lige meget, for træt, som jeg var, faldt jeg straks i søvn. Jeg ved ikke, hvor længe jeg nød denne tilværelse, men jeg må have sovet meget længe, for da jeg vågnede, var det solen, der stak så nederdrægtigt.
Jeg åbnede øjnene. Jo, det var for længst dag. Jeg fik mig anbragt i siddende stilling og var endnu ret desorienteret. — Der var også andre mænd, ligesom jeg, her. — Mænd, jeg ikke kendte. Det var ikke mine sædvanlige kammerater fra kompagniet. De lå og drev den af i ret umagelige stillinger. En lod en lille latter høre, et par lå og fortalte hinanden et eller andet, lidt længere fremme sad en anden og så nærmest sindssyg ud. En gang imellem gjorde han en mærkelig bevægelse og stak hovedet op over brystværnet og så sig rundt. — Sikken en fornøjelse, tænkte jeg, men manden her var alt andet end sindssyg. — Han var vagtpost . . .
Jeg henvendte mig til en af de nærmeste og spurgte ham, om han hørte til »36’erne«? — Men manden, en skægget fyr, så ret nysgerrigt på mig, før han tillod sig at besvare mit spørgsmål. — Nej, kammerat, det gør jeg ikke. Vi er andet kompagni fra bataljon 14, der ligger her; det kan du da ikke have glemt — eller måske . . .
— Å, jeg torsk, afbrød jeg ham. Nå, du, I hører altså til en anden afdeling. Så kan jeg bedre forstå, jeg ingen kendte ansigter ser her.
— Ha, sagde manden, her er én, der er gået fejl i byen, og så lo han af fuld hals. — Men ellers, kammerat, hører du til bataljon 36? spurgte han videre. — Jo, indrømmede jeg, det har sin rigtighed, og her har jeg absolut ikke noget at gøre, men hvad, nu er jeg engang her — så . . .
Jeg følte mig sulten og tørstig og greb efter min feltflaske; men den var borte, forsvundet i nattens løb. — Fra brødposens dyb halede jeg en gnalling brød frem, tørt og hårdt. Mistrøstig! betragtede jeg det. — Det er altså alt, jeg har af spiseligt.
Kammeraten, der så ret nysgerrigt til, sagde: — Hør, kammerat. Du har nok ikke noget at fylde i vommen . . . kom, her skal du se, det har jeg; hvorefter han af sin udrustning halede både brød og en stump pølse frem.
— Her, kammerat, tag bare og spis! Du skal ikke sulte. Jeg får nok senere noget igen, og et bæger kan jeg også byde på, men du må regne med, at det er lunkent. Og det var det; men når man er sulten og tørstig, er alt godt. Jeg var ikke mere sulten, men følte mig ret vel tilpas.
Snakken gik, og røgen bølgede fra vore piber og så ud til at ville stå stille i den stille sommerluft. En luftning og borte var den alligevel. Vi blev dog en enkelt gang forstyrret af en sælsom lyd. Det var, når fjendtlige projektiler under hvislen eller imed smæld for hen over gravens rand og fik os til at dukke os lidt. Også et par granatsalver fra fjendens batterier slog med brag ned, dog uden, at gøre synderlig skade, bortset fra den jord, der ved granaternes eksplosion slyngedes op i luften og lidt senere dalede ned til os i graven. Jo, man blev rigtignok doven i sådan en varme. — Pyh!
Hvor tit har man ikke senere erfaret, hvor kort en sommereftermiddag kan være; men når man som her lå og gjorde sit bestik, blev eftermiddagen særlig lang.
Solen ville absolut ikke gå ned! Nå, endelig, endelig er den nede ved horisonten, og om kort tid vil den være helt forsvundet. Se, der kommer allerede tågen; sagte og som et fint slør breder den sig efterhånden over egnen og indhyller omgivelserne, så alt skjules under den.
— Så, kammerater, siger jeg, nu er tiden inde til at komme af Sted. Nu må I have farvel og mange tak for denne gang. — Jeg griber min bøsse og andre ting og stiger op af graven for at gå hen og melde mig hos kompagniet, som pligten byder. Jeg ser, at kaptajnens bolig er anbragt i graven. Lidt brædder dækket med græstørv, ellers er der ingen forskel mellem hans og mandskabets dækning.
Kaptajnen er hjemme, ser jeg. Jeg hilser og nævner mit navn og min afdeling og siger det, som det er; at jeg ikke hører til her, og at det nu er min agt så hurtigt som muligt at vende tilbage til min af deling.
— Ha, ha, ha — nå, De er faret vild? — og kaptajnen ler.
— Javel, hr. kaptajn, svarer jeg, jeg . . .
Han afbryder mig. — Åh, gå til hede h ………… med det pjat. Det har intet på sig her . . . Kort og godt, jeg er . . . og Besenschneider er mit navn. Lad os bare snakke sammen uden videre dikkedarer. Han tilføjer: — Hør, vent lige et øjeblik, så kan De slå følge med Küschmann, han har nemlig fået et strejfskud og skal tilbage, og han kender vejen, hvad De nok ikke gør.
Hvad var det nu, De hed? — Lustrup, hr. kaptajn.
— Ja, ja, sådan var det. — Er De måske fra Hamborg, spurgte han.
— Nej, jeg er hjemmehørende oppe ved grænsen til Danmark.
— Nej, se! Det var da ganske interessant. Kender De noget til Danmark, dette herlige land, fortsatte kaptajnen.
— Jo, det kan jeg da ikke nægte, for der har jeg da så godt som hjemme, og jeg har endda familie i Danmark.
— Hjemme? sagde kaptajnen og afbrød mig. — Det kan De da ikke have, for man må vel gå ud fra, at De må være tysk statsborger, siden De er med her på den tyske side.
— Jo, indrømmede jeg, tysk statsborger er jeg, men dansksindet og dansktalende, som vi allesammen er det deroppe ved grænsen.
Kaptajnen ser nysgerrigt på mig og bemærker så: — hm, det lyder mærkeligt, ja, forunderligt — danskere som er tyskere . . .
— Ja, sådan er det nu blevet mit hjemlands lod deroppe ved grænsen, forklarer jeg.
— Hvor lyder det dog forunderligt, mæler kaptajnen, og efter et øjebliks tavshed fortsætter han: — Hør, min ven, kender De måske også til dansk litteratur? —Jeg har beskæftiget mig en hel del med åndslivet i Danmark og har læst en hel del af danske forfattere i oversættelse, bl. a. ham — hvad er det nu, han hedder? Jakob Knudsen! og hvad er det nu, den anden — Grundtmann — er det ikke sådan han hedder eller noget lignende.
— Grundtvig, — er det ikke ham, De mener, hr. Besenschneider ?
— Jo, sandelig, sådan er det. — De har ret. — Store mænd, de to herrer.
— Ja, hr., men de er jo forlængst døde begge to.
— Ja, nok, men deres tanker og ideer lever jo videre, og bøgerne, de har skrevet, tror jeg, vil blive læst og studeret over hele verden . . . og hvis den forbandede krig ikke var kommet, så . . .
— Jo, jeg kender det — og efter en kort pause — jeg kender også lidt til dit land. Jeg har før dette her været på studierejse i de nordiske lande, har været i København, Aarhus og i . . . Hør, har De nogen sinde været i Ribe, en lille by lidt nord for grænsen?
— I Ribe! Hvor forunderligt! I Ribe! — Jo, hr. Besenschneider. Ribe kender jeg da godt, for mit hjem ligger ikke langt fra denne gamle danske kongeby med domkirken, hvis tårn ses langt —
— Åh ja, en dejlig gammel og hyggelig by — og domkirken og dens arkitektur og udsmykning! Ting, som jeg netop har studeret, og ikke mindst disse mange gamle bindingsværkshuse . . .
Kaptajnen gør atter en pause. Han er dybt inde i minderne, men fatter sig igen, hvorefter han fortæller mig, at han er fra Leipzig, hvor han før krigen havde en stilling som docent ved byens universitet, og hvor han også har sin familie boende.
Vi afbrydes her af manden, som jeg skal slå følgeskab med.
— Nå, er det dig Küschmann, siger kaptajnen. Det er godt, du kommer, for det er bedst, at I to nu kommer af sted. — Men, hør Küschmann, du kommer jo nok en tur hjem til Tyskland med dit hoved der. Skulle du så nå at komme til Leipzig, må du endelig huske at gå op til min hustru og bringe hende en hilsen fra mig, og så — kom ikke for hurtigt igen, min ven!
Küschmann kan blot nikke. Hovedet er helt indpakket i bandager. Man ser kun et par huller, som han kan kigge ud af, og et, hvori den korte pibe hænger og dingler.
— Og du, Lustrup, siger Besenschneider ved vor bortgang, besøg mig endelig i Leeke, hvor vi ligger i hvil, og når du kommer hjem, så husk endelig at hilse fra mig i Ribe!
