Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. Han lå i vinteren 1915-1916 ved Loretto.

St. Lorettos høj skyder sig som en mægtig knude ud i det flade nordfranske land. Det er ikke noget bjergmassiv med klipper og vildsomme skove. Så langt jeg kunne se, havde der kun været dyrkede marker, men intet hus og ingen træer.

Nu var skrænterne gennemtrukket af et net af skyttegrave og løbegrave og arret efter forbitrede kampe.

Højdedraget havde ved sin dominerende placering i landskabet været hårdt omstridt og havde skiftet ejer flere gange. På dets brede  ryg lå en helligdom, et lille kapel, viet den hellige St. Loretto. Hver sommer vandrede tusinder af mennesker derop for at sikre sig hendes gunst. Vi kom ikke så langt, men måtte pænt blive ved  højdedragets fod. Vort ærinde var nok ikke i hendes ånd.

Efter at have ligget i Douai julen over for at få lidt ro og igen få nerverne i ligevægt, gik det atter mod fronten. Det var med tungt hjerte, jeg tog afsked med familien Pluvier, som havde været mine gode værtsfolk julen over. Nu skulle jeg igen ud til det, der kaldes min pligt, og muligvis være skyld i en af deres landsmænds død.

Den 14. januar gik det ad de kendte veje gennem de store minebyer Hénin-Liétard og Sallaumes til Lens.

På den store soldaterkirkegård her lå der 32.000 soldater begravet. Kammerater, som var her i slutningen af krigen, har fortalt mig, at kirkegården da var fuldstændig op ro det af granater og så godt som  udslettet, og den smukke by Lens en eneste ruinhob.

Denne nat  hørte jeg igen efter flere ugers ro maskingeværernes  knitren, og det føltes som en prikken ned langs ryggen.

DSK-årbøger 1960.