Senest ændret den 7. januar 2015 12:21

Af Allan Otto Wagner.

176’eren Hemming Skov fra Københoved gjorde krigstjeneste på Østfronten

Men Tilværelsen i Skyttegraven kunde skifte hurtigt; Idyl kunde omgaaende afløses af det mest djævelske. — Allerede den næste Morgen (14. Dec.) Kl. 4 blev vi alar­meret, og uden hverken vaadt eller tørt gik det frem til Kamplinien. Et Batteri Feltartilleri fulgte os til en lille By, hvor det kørte i Stilling bag nogle Træer. Russerne laa i Skyttegrave ca. 500 m borte, og de skulde angribes. Vi løb enkeltvis ud af Byen og samledes atter bag en lille Forhøjning, hvorfra vi saa skulde løbe videre hen imod den fjendtlige Skyttegrav. Mens vi laa her, kørte endnu mere Artilleri op. Med Undren fulgte man, med hvilken Hastighed der blev protset af, Hestene væk, og Kanonen bragt i Stilling, og før vi anede det, suste den første Salve over os.

Pludselig fik vi tæt Taage, og det var naturligvis under de givne Forhold ret velkommen, da vi nu kunde naa frem uden at blive set. For øvrigt havde vi tit diset og taaget Vejr. Sidst paa Efteraaret lægger i Polen tunge Taager sig som et Klædebon over Landskabet, som paa disse Dage ikke brydes fra Solopgang til Solned­gang, og man kan ikke se 100 m frem over den fugtige Mark. Men selv om Fortuna her var os venlig, havde vi alligevel omtrent 20 saarede og nogle faa døde, før vi naaede frem til ca. 200 m fra Russernes Stilling, og inden vi fik os gravet ned, havde vort Kompagni yderligere 2 døde. Under Arbejdet var vi af og til udsat for Maskin­geværild.

Efterhaanden som Kammeraternes Antal blev mindre og mindre, blev Kammeratskabet mere fortroligt mel­lem de faa, der var tilbage. Vi var nu kun 5 af min Aargang tilbage i Kompagniet. Den 14. Decbr. om Morgenen aftalte Glicinski — den sidste af mine Stuekammerater fra Kasernen — og jeg, at vi vilde holde sammen i Frem­tiden. Men til at lægge Planer for broderligt Kammerat­skab langt ind i Fremtiden var her ikke Stedet; før Dagen var omme var ogsaa han segnet, truffet af en Kugle, der var bestemt for ham, som han to Dage i Forvejen havde sagt til os. — Jo, mange anede det nok i Forvejen.

Vi to gravede os den Morgen ned ved Siden af hinan­den. Det var et farefuldt Arbejde, medens Projektilerne sang over os eller gav Smæld, naar de gik i Jorden tæt ved. Efter fortsat Arbejde Dagen igennem blev vore Huller til en sammenhængende Skyttegrav. Vor Kompagnifører, der sammen med sin Hornist Dagen igennem laa bag­ved os i Læ af et stort Træ, kom nu frem i Skyttegraven og dumpede ned til mig og min Kammerat. Da han lidt efter med Ridepisken gav sig til at vinke efter en Del Soldater, der laa lidt bagved os, hvor de havde gra­vet sig ned, tog han sig ikke i Agt for Situationens Alvor. En Kugle ramte ham, og han segnede ned i Bunden af Graven. Selv om jeg ikke ligefrem elskede ham, efter­som han var den, der gav mig min eneste vanærende Straf i Form af to Timers Arrest, og det endda uforskyldt, saa blev dog ved denne Begivenhed det Nag, jeg bar til ham, slettet. Vi dækkede ham til med hans Feltdækken. Vort Kompagni var nu uden Officer, og en Feltwebel-Leutnant blev herefter Kompagnifører.

Vi længtes efter Aften og haabede med Mørkets Ind­træden at blive fri for Skyderiet; men Russerne, som hav­de skudt tappert hele Dagen igennem, blev fremdeles ved dermed. Vi tog os en Brødklemme, det sidste, min Kam­merat havde. Jeg havde tomt Spisekammer, men til Gen­gæld var vi saa fælles om min Tobak.

Pludselig mødte jeg min største Skyttegravs-Tragedie. I et Spring fa­rer Kammerat Glicinski imod mig, raaber mit Navn, og alt mens han favner mig, strømmer Blodet ud af Munden paa ham. Min første Reaktion var, at jeg haabede — haa­bede, at han kun var saaret, men ret hurtigt klaredes det, at jeg favnede en døende Kammerat. – Mens jeg lagde min døde Kammerat pænt i Bunden af Graven med Tornyste­ret under Hovedet, huskede jeg, hvad han sagde to Dage i Forvejen, og jeg overvejede for Alvor, om man skulde tro paa Varslet, og om saa Kuglen gennem mit Tornyster samme Dag skulde forudsige det for mig. Selv om denne Anelse aldrig var mig nær inde paa Livet, saa var Synet af de to Faldne foran mine Fødder en dødsens alvorlig Paamindelse om Tilværelsens Alvor, og jeg sendte en hastig Tanke hjem til de kære og en Bøn opad om dog at blive skaanet. Med Vemod tog jeg Afsked med den ene Kammerat efter den anden, og smerteligt var det med Tabet af den sidste af mine Venner fra de to Aar i Kaser­nen. Han var fra Kiel, saa vi var jo til dels ogsaa Lands­mænd. Jeg maatte nu indfri mit Løfte og give Meddelelse til hans Forældre i Kiel. En saadan Aftale var ordnet ind­byrdes mellem mange Kammerater.