Af fhv. premierløjtnant Karl Nissen, dengang Fahnenjunker, Offizier-Stellvertreter, ved IR84/6. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev.

Stormen på den fjendtlige feltbefæstning var ansat til den 14. august. Hen mod kl. 7 formiddag begyndte man med artilleribeskydning af den fjendtlige stilling. (…)

Jeg sagde allerede, at 6. kompagni blev holdt i beredskab bag bataljonen ved kirken i Dombrowka. Her lå vi mange timer og afventede de kommende begivenheder. Sommetider forstyrrede en russisk granat os, men i det store og hele var beredskabsrummet ret uforstyrret, til trods for beliggenheden ved kirken. Jeg fandt endda tid til at skrive et brev hjem.

Iøvrigt fandt vi stor interesse i en kolonne bønder. Hvis jeg husker ret, stod vi på vejen, der fører fra Gieralty-Nowe til Dombrowka, mens kolonnen stod på vejen fra Pawlowienta til Dombrowka. Det var en af de kolonner med bønder, som vi så ofte havde mødt på vor vej gennem Rusland, en kolonne af russiske bondefamilier, som befandt sig på flugt med deres fattige ejendele, måske fordi deres landsby var ødelagt, måske fordi de ville redde deres fattige ejendele og sig selv fra kampområdet. En lang kolonne af lave vogne, dels fjællevogne, dels kassevogne forspændt to eller blot én af de små russiske heste. Oven på, ved siden af og under vognen blev familien og dens ejendele slæbt med. Hvem der endnu havde reddet det, førte bag vognen det mest værdifulde med sig, nemlig en ko. Det var de ængstelige bønder meget om at gøre, at vore folk ikke kom for nær deres ejendele, for de frygtede alligevel, at noget kunne forsvinde. De kunne ikke engang bevæges til mod betaling at sælge noget af deres stadig rigelige beholdning af smør. Og det gjorde de nok ret i, for hvornår på deres måske lange afveje ville de igen kunne proviantere? Hvis en af vore folk kom dem for nær, eller endda forsøgte at gribe efter smørkarret, der hang under vognen, udstødte kvinderne et sandt krigshyl.

Endelig kom der ordre til os om at rykke frem. Vi bevægede os langs med kirken og spredte os gruppevis ind i bataljonens første linje for at udfylde tomrum i rækkerne og bære angrebet længere frem. Russeren havde snart unddraget sig en nærmere berøring med os, rømmet stillingen og søgte nu lykken ved flugt. Som allerede ved tidligere angreb på russiske feltbefæstninger, var det også denne dag påfaldende, med hvilken hastighed stillingerne blev anlagt og udbygget. Utvivlsomt har de vel i ryggen af hæren ladet befolkningen grave skyttegrave og skabe nye optagestillinger til de vigende tropper.

Infanteriilden var som følge af modstanderens vigen ikke særlig heftig, ind til vi pludselig fik stærkere infanteri- og maskingeværild fra venstre flanke. Da den fejlfri naboforbindelse i løbet af angrebet var gået tabt, blev en gruppe eller en halvdeling fra vor venstre fløj vendt bort med front mod den lille skov ved Stawiereje-Podlesne og rettede deres ild mod russerne dér. Vor fremrykning blev derved noget forsinket, hvilket især var ubehageligt, fordi russerne med deres artilleri, som her syntes særlig stærkt, havde skudt sig godt ind på os. Det lykkedes at kaste modstanderen ud af den lille skov og nu fortsætte forfølgelsen af den flygtende fjende i det vante tempo. Vi havde nået et lille højdedrag, foran os bredte sig langt ud den overskuelige slagmark, i hvis midte der fandtes en lang sænkning. Efter kortet side 71 i oberstløjtnant Hülsemanns beretninger må det have drejet sig om sænkningen ved Kostry-Litwa og Krasowo-Wolka. Her så man russere i store skarer, og vi skød efter dem både liggende og stående, skønt afstanden var så stor, at et godt resultat næppe kunne forventes.

Dog var vor forbavselse stor, da vi opdagede, at disse masser ikke var på tilbagetog, men derimod i ordnede bølger bevægede sig imod os! Desværre indhentedes jeg for anden gang af et fjendtligt skud og blev tvunget til at forlade mit kompagni. En granat åbnede sin dødbringende mund lige over mig, og et haglvejr af shrapnelkugler klaskede mod jorden rundt omkring mig. Men en shrapnelkugle havde søgt sig vej gennem mit bryst, idet den trængte ind venstre øre og satte sig fast i omegnen af det højre underste skulderbladshjørne. En anden havde samtidigt gennemboret min venstre overarm uden at anrette skade af betydning.

På dette sted må jeg vie sanitetsunderofficer Behmers eftermæle nogle ord. Behmer var vel lidt letfærdig anlagt og har nok også været besjælet af en falsk ærgerrighed, i hvert fald gik det rygte, at han skulle have tildelt sig selv jernkorset. Man kunne ganske vist ikke endeligt bevise det, men han kunne heller ikke opvise gyldigt bevis for den retmæssige tildeling. Herved har han nok skadet sig selv mest, hvad der var så meget mere beklageligt, som at han ved sin enestående tapperhed ti gange kunne have fået jernkorset. På grund af denne dumme historie kunne man heller ikke indstille ham til Jernkorset af 1. klasse, som han allerede i tidligere kampe i Rusland virkeligt havde fortjent. Man fandt ham som sanitetsunderofficer altid i den forreste skyttelinje, mest ved min deling, hvor jeg ofte måtte bremse hans trang til fremrykning. (Behmer er senere faldet). Til en vis grad kan jeg takke ham for mit liv, for mine sår var store og det var blodtabet derfor også. Jeg selv kunne kun med besvær lukke det store sår ved øret, såret på armen havde jeg slet ikke bemærket. På grund af Behmers hurtige indgriben fik jeg hurtigt en nødforbinding, så slæbte han mig til et lille stykke skyttegrav i nærheden, hvor han under ringe ilddækning kunne anlægge omhyggeligere forbindinger.

Så blev jeg sendt afsted i retning af Dombrowka. Undervejs traf jeg den af et lægskud sårede løjtnant Voigt, dengang fører af 8. kompagni. Vi afmeldte os sammen hos vor bataljonskommandør, kaptajn Hülsemann, som vi traf sammen med staben tæt bag den forreste linje i et lille stykke skyttegrav. Løjtnant Voigt og jeg asede os med besvær mod landsbyen for at nå til samlingspladsen for sårede. Ilden fra fjendtligt infanteri og artilleri var uformindsket heftig, og vi var lykkelige, da vi var ude af den værste zone. Tæt ved landsbyen traf vi et bårehold, der med bårer var på vej til slagmarken for at bjerge hårdtsårede. Man ville lægge mig på båren, men det gik ikke. På grund af ugunstige sår kunne jeg ikke ligge ned. Derfor fortsatte vi til fods, ind til vi fandt forbindingspladsen i kirken i Dombrowka.

Kirkeskibet lå fuld af sårede, der ventede på transport, mens læger og sanitetspersonale var beskæftiget med at anlægge fagmæssigt rigtige forbindinger i koret. Når det var gjort, fik hver mand et lille skilt fæstnet til uniformskraven, og så ventede man på transportmulighed. Her havde jeg held i uheld, idet en flyverofficer, premierløjtnant v.d. Goltz, tog mig med i sin bil og i korteste tid skaffede mig til feltlazarettet, hvor jeg snart kunne blive opereret. Mit ønske om at kunne blive på feltlazarettet og via erstatningsbataljonen igen at komme tilbage til 6. kompagni kunne ikke imødekommes i betragtning af læsionens sværhedsgrad, der ville betinge et længere lazaretophold. Så måtte jeg da forlade de kammerater, med hvilke jeg i den korte tid, jeg havde været ved 6. kompagni, havde gennemlevet så mange tunge, men også dejlige dage. Det havde ikke engang været muligt for mig at tage afsked med min kompagnifører, løjtnant af reserven Baasch, med hvem jeg hele tiden var meget forbundet.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk i efteråret 2015.