Lauritz Jensen var delingsfører ved 8. kompagni, Regiment 84, der i september 1915 befandt sig på Østfronten.

Efter en længere march nåede vi Suchynieze, en landsby med påfaldende mange nybygninger. Om det måske var flygtninge fra grænseområderne, som havde forladt deres hjem og havde slået sig ned her i forventning om, at den russiske damptromle ville forhindre vor fremtrængen hertil? Vi har ikke fået det at vide. Kun en gammel mand var blevet tilbage i landsbyen.

En stor ufremkommelig sump tvang os næste dag (13.9.) til at lave en stor bue. Om aftenen nåede vi uden kamp Ozdobycze. Vi havde netop slået telte op og fået mad, da der kom ordre til II bataljon om at træde an straks for på divisionens højre fløj at sikre flanken for det kæmpende regiment 27.

I stor hast blev der pakket sammen og i lydløs stilhed gik det afsted ind i den bælgmørke nat. Overgangen over floden Jelnia forsinkede os længe, da der ingen bro var, men derimod nogle store sten i vadestedet. Springende fra sten til sten måtte vi skaffe os over.

Om natten kl. 1,30 nåede vi Skorzyki og fandt delingsvis gode kvarterer i kornlader. Vi havde endnu ikke ligget længe, før end min vagtpost råbte: “Fjenden kommer, fat våbnene!” På et øjeblik stod min deling marchklar udenfor, men intet rørte sig.

Kompagnifører, løjtnant Hartmann, der havde sluttet sig til min deling, gik med en gruppe i den retning, hvorfra min vagtpost havde opfattet alarmeringen. Det viste sig så, at en lige ankommet ung frivillig fra vor 3. deling, der stod post for første gang, havde hørt  samtale fra de i laden liggende kammerater og antaget, at russerne kom. Alarmen fik altså et ret hyggeligt forløb, men nattesøvnen var ødelagt, og så snart det blev lyst, betænkte det russiske artilleri os af og til med et helt lag, dog uden at tilføje os tab.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer på dansk senere i 2015.