Søren P. Petersen, Rødding, gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84. I lang tid havde de ligget ved Laon, men midt i oktober 1915 gik turen til fods og med tog til Loretto.

Der var lang vej til Apilly, hvor der var laderampe, og vi var slet ikke vante til de lange marchture, havde måske også for mange pakkenelliker. En gang imellem blev der gjort holdt, og vi måtte gøre  knæbøjninger og armstrækninger for at få nyt blodomløb i de stive  lemmer, men rigtig hvil fik vi ikke.

Vi havde åbenbart travlt, men da vi nåede Apilly, var der som  sædvanlig tid nok. Da feltkøkkenet, fra hvis skorsten røgen  forjættende steg til vejrs, og den øvrige bagage og hestene var stuvede i toget, kom turen til os, og vi blev pakket som sild i en tønde  i nogle godsvogne.

Først kørte vi mod syd og kom helt ned til Laon. Vi troede en overgang, at vi alligevel slap for Lorettohøjene, men så drejede vi mod nord, efter Lille, og atter kom fornemmelsen af en klump i halsen!

Vi havde ved kompagniet tre hunde. En af dem var en morsom lille krydsning, der var fulgt med fra Belgien. Den var alles kæledægge, da den ustandselig var i gang med at fange rotter.De andre to var også af ubestemmelig herkomst, den ene sort og den anden gul. Da toget gjorde holdt et sted, for at vi kunne stille vor sult med ærter og flæsk fra køkkenet, havde den sorte hund benyttet lejligheden til at gå på egen hånd, og først da toget var i gang kom den halsende. Den blev ved at løbe efter toget, men sakkede mere og mere agterud. Til sidst kunne vi ikke se den mere, og vi hørte siden ikke noget om den.

Det var kun en hund, men vi sørgede alligevel over tabet af en trofast ven.

Og toget hamrede videre ad den blanke stålvej, ensformig og søvndyssende. Vi sad tavse og trætte, hver med sine tanker. Hvor mange ville være undgået dødens kværn, bare om en uge?

DSK-årbøger 1958