Andreas Kaad fra Mindebjerg på Als gjorde i efteråret 1918 tjeneste som vagtmand for krigsfanger i Lorraine/Lothringen, da våbenslutningen fandt sted. Nu gjaldt det om at komme til Tyskland, inden franskmændene dukkede op.

Den 13. Novbr. Kl. 11,35 Formiddag passerede vi Rhinen. Da vi satte Foden paa Badens Jord, sagde jeg til Jørgen Grau: »Lad nu Franskmandene have, hvad der ligger bagved!« De havde saavist fortjent det.

Saa var der Hvil i Baden i nogle Dage.

Bare man dog kunde faa Forbindelse med Hjemmet. Det var en Tanke, som stadig trængte sig frem. Meddelelse fra Hjemmet kunde vi selvsagt ikke vente men et Par Ord til dem derhjemme vilde jo sikkert glæde dem mere nu end nogen Sinde. Breve blev ikke ekspederet, det var sagt os.

Et Telegram! Jeg forsøgte. Jeg henvendte mig paa Telegrafstationen. Og efterfølgende Ord blev sendt nordpaa »Der Rückzug vollzieht sich in bester Ordnung. Alle wohl. Andreas.«

Det var et meget dyrt Telegram men havde selvsagt en god Virkning i Hjemmet. Det var afsendt fra Dundenheim nede i Baden.

Der laa vi i nogle Dage til den 17. November for at afvente Transportlejlighed nordpaa. Men Længselen efter Hjemmet var stor som næsten aldrig før. Baden er et dejligt, ja ligefrem herligt Land, hvad Naturen angaar. En Aftenstund gik jeg en Tur ganske alene. En dejlig Solnedgang var det i den storslaaede Natur. I Vest Vogesernes høje Tinder og ude i det fjerne Østen den mørke Schwarzwald. Storladen var det og dog, hvad var det imod det, man nu skulde hjem til. Det var sagt med de faa Ord: ens eget — det danske.

Sønderjyske Årbøger 1927