Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern. Under transport vælter alle fire svære kanoner af vejen og synker dybt ned i mudderet. Efter flere døgns hårdt arbejde er de endelig oppe igen – og artilleristerne har fri.

Hestene blev sat for, vi gik foran og viste vej, og nu blev de trukket ud. Vi gik så 2-3 km. tilbage og gik i stilling ved ”Der wilde Mann”.

Vi, der havde arbejdet med kanonerne, fik lov til at gå tilbage i
kvarteret. Vi slentrede tilbage en for en, som vi bedst kunne – dødtrætte. Vi var endnu våde på grund af den megen regn, og brødtaskeme var tomme.

Jeg gik alene ind efter Hochlede. Der kom en vogn kørende, forspændt med to heste, og på bukken sad der to mand. Jeg løb bagefter, fik fat i bagsmækken og med megen møje og anstrengelse hævede jeg mig op. Det var endnu mørkt, jeg væltede ned over bagsmækken og faldt ned i noget uhyggeligt klam noget, – der lå på bunden af vognen.

Det var en død hest, der lå på bunden af vognen. Hesten var blevet skudt, og nu skulle de to mand hente den ind til køkkenet, for at den skulle omdannes til menneskeføde. De havde savet benene af den, hovedet og halsen var også fjernet, indvoldene var taget ud, og den lå med alle fire benstumper strittende i vejret og med en mægtig flænge i maven, ud af denne havde de taget de indvendige dele, så der var en hulhed, og ned i denne hulhed dumpede jeg netop, da jeg vippede over bagsmækken.

Jeg fik mig samlet op, og så satte jeg mig på kadaveret og kørte med et godt stykke ind efter kvarteret til. Jeg fik dem til at holde, medens jeg stod af, og jeg sagde tak for kørselen.

Det må bemærkes, at det i almindelighed var forbudt at optage fodgængere, da hestene skulle skånes så meget som muligt. Da jeg kom af vognen, kunne jeg på grund af træthed og stivhed kun dårligt gå til at begynde med, men lidt efter lidt kom jeg i gang, og omsider ved 9 tiden om morgenen nåede jeg kvarteret i barakkerne.

Jeg fandt en brix, lagde mig på den, men jeg kunne ikke sove, lemmerne smertede mig, jeg lå og vred mig som en orm, og først efter, at vi havde fået varm middagsmad og klæderne var tørret på kroppen, faldt jeg i søvn – en dejlig søvn, der varede i mange timer.

Alle de andre var imidlertid kommet fra stillingen – der blev fyret i en kakkelovn, for at vi kunne blive tørre og varme.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.