1,3 millioner sidevisninger passeret

Hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk passerede i går 1.300.000 sidevisninger. Den tilhørende Facebookside havde samme dag 4.865 følgere.

Hjemmesiden blev etableret i juni 2014 som optakt til 100-året for Første Verdenskrigs udbrud i 1914. Sønderjylland var dengang en del af Det tyske Kejserrige og har derfor en fundamentalt anden krigshistorie end Danmark, der forblev neutral under hele krigen.

Hvis man ønsker at beskæftige sig med Første Verdenskrig på dansk og som en dansk krigserfaring, så er det derfor Sønderjylland, man skal se på.

Fra Sønderjylland deltog ca. 35.000 mænd, hvoraf ca. 6.000 faldt.

De kæmpede på næsten alle krigens fronter: Vestfront, Østfront, Balkan, Mellemøsten, Afrika og Fjernøsten, i krigsskibe og ubåde på og under havet, i fly og zeppelinere i luften og under jorden i minekrigene. Og der er bevaret forbløffende meget skriftligt materiale, både fra udefront og hjemmefront i form af feltpost, dagbøger, erindringer, fotos, genstande og meget mere.

Det materiale forsøger vi at samle og systematisere på hjemmesiden. Det samme materiale danner grundlag for vores daglige “nyhedsopdateringer”, hvor vi hver dag bringer 3-4 små historier om, hvad en sønderjyde oplevede på dagen i dag – for netop 100 år siden.

Museum Sønderjylland er tovholder på hjemmesiden og flere andre institutioner bidrager. Den største indsats på siden ydes dog af de ca. 20 frivillige medarbejdere.

Siden kunne etableres i 2014 takket være et bidrag på 60.000,- kr. fra Sydbank Fonden. Alving Fonden har netop givet tilsagn om 30.000,- kr til næste år. Det takker vi mange gange for! Flere private har bidraget med mindre bidrag – også dem takker vi mange gange for!

skaermbillede-2016-12-09-08-40-02
Antallet af sidevisninger passerede den 8. december 2016 1,3 millioner. Den hidtil bedste måned har været august 2016 med 83.439 sidevisninger, med oktober 2016 på 2. pladsen med 79.579 sidevisninger. Da vi begyndte at måle sidevisninger i september 2014 lå det månedlige tal på mellem ca. 43.000 og 53.000 sidevisninger. Det store drop i juli 2015 skyldes et sidenedbrud.
skaermbillede-2016-12-09-09-14-14
Antallet af månedlige brugere er steget støt. I september 2014 besøgte ca. 2.400 brugere siden. I august 2016 var det lige knap 11.000. Det seneste halve år har det ligget mellem ca. 8.000 og ca. 10.000.

skaermbillede-2016-12-09-08-53-46

Vores brugere kommer alt overvejende fra Danmark, hvilket ikke bør undre, alene af den grund, at siden er skrevet på dansk. Men som det ses af kortet har vi haft besøg fra næsten alle lande i verden. Flest fra Tyskland, USA, Sverige, Norge, Storbritannien og Frankrig.

René Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *