Jes Sarup fra Haderslev tog i marts 1918 til Vestfronten for at hente liget af den faldne Mikael Steffensen hjem til Sønderjylland.
Da Soldaterne om Morgenen begyndte at lette Paa sig, var jeg heller ikke sen til at „komme ud af Fjerene”. Det var rørende, saa megen Omhu disse fire fremmede Soldater viste mig ved at skaffe Vaskevand og koge Kaffe til mig.
Jeg skyndte mig ud i den dejlige Foraarsmorgen og spurgte Vej til Soldaterkirkegaarden. Vejen førte mig forbi Byens Kirkegaard, bag hvilken den store Soldaterkirkegaard var anlagt.
Hjemme havde det været mere Vinter end Foraar, da jeg rejste, men her var alt mindst en Maaned længere fremme.
Træerne stod med store svulmende Knopper, ja Hyld og Syrener var endogsaa begyndte at springe ud. I en lille Skov, som jeg passerede, havde Anemonerne allerede bredt et Blomstertæppe over Efteraarets visne Løv. Livet brød sig sin Vej.
Saa meget stærkere følte jeg Modsætningen, da jeg traadte ind paa Soldaterkirkegaarden.
Her var alt Liv stænget ude. En Skov af Kors mødte mit Øje, Gravtue laa ved Gravtue, saa langt man kunde se, i alt var mere end 1500 Soldater begravede her paa Kirkegaarden.
Ikke et Træ eller en Busk livede op, ikke en Blomst var plantet Paa nogen af Gravene. Alle Grave var ensartet kantede med Græstørv, og paa hver Grav var rejst et Kors af nøjagtigt samme Maal med den Faldnes Navn, Fødselsdag og Dødsdato. Enkelte af Korsene var kunstfærdigt udskaarne og smykkede med et Skjold til Navn og Datoer. Men disse Kors skulde senere fjernes. De svarede ikke til de af Militærmyndighederne udstedte Anvisninger og Tegninger. De skulde alle være ens, der maatte ikke gøres Forskel mellem Officerer og Menige, tyske Soldater og Soldater fra de Allieredes Hære. Her paa Kirkegaarden skulde alle være lige.
Meningen var vel god nok, men Ordningen var ægte Preussisk. Orden og System skulde der være i Tingene. At denne saa stærkt gennemførts Ensartethed maatte virke i høj Grad kedeligt og trættende, er givet.
Jeg fandt forholdsvis hurtigt Mikael Steffensens Grav. Der laa en halvvissen Krans paa hans Grav som paa enkelte af de andre Grave. En af hans Kammerater havde altsaa tænkt paa ham.
Jeg satte mig ned ved Graven og lod Kirkegaardens store Stilhed falde ned over mig.
En Soldaterbegravelse
Da jeg havde siddet en Stund derude ved Graven, mærkede jeg, at der begyndte at blive Røre i Nærheden. Man samledes til en Soldaterbegravelse. Da jeg kom nærmere, saa jeg, at 11 Kister sænkedes i hver deres Enkeltgrav, som laa i en lang Række ved Siden af hinanden. En Del Soldater var fulgt deres faldne Kammerater til Graven. De bar alle Staalhjelme og stod opstillede foran Gravene.Lidt tilbage stod et Musikkorps, og foran Enden af den lange Række Grave stod Præsten i en ejendommelig Uniform, en Mellemting mellem en Officersuniform og en almindelig Soldateruniform.I en lang Kæde om Halsen hang et Kors ned over Brystet. For Fuldstændighedens Skyld skal nævnes, at han havde Lædergamascher paa.
Ceremonien indlededes med, at Musikkorpset spillede en Salme. Derefter holdt Præsten en kort opbyggelig Tale, og mens Musikkorpset spillede „Ich hatt’ einen Kameraden”, foretog Præsten Jordpaakastelsen, idet han gik langs med Gravene. Under denne Del af Ceremonien havde Soldaterne blottet deres Hoveder, og enkelte af dem kastede ogsaa nvgle Haandfulde Jord ned paa Kisterne.Hele Højtideligheden varede omtrent Time.
Jeg stod der lidt tilbage og overværede denne Begravelse, som gjorde et stærkt Indtryk paa mig. I det Fjerne rullede Kanonerne og gav det rette Akkompagnement til det, der skete her. Fra en øvelsesplads i Nærheden skrattede Maskingeværerne uafbrudt deres Tak-Tak-Tak. Skydningen kunde være saa stærk, at Præstens Ord til Dels druknede i Larmen.
Her følte jeg for første Gang Krigens umiddelbare Nærhed. Som jeg stod der, optaget af alt dette, som omgav mig, saa jeg, at en af Musikerne sendte mig — den eneste Civilist, der var til Stede — et overraskende og hilsende Nik. Han kom senere hen for at hilse Paa mig, det var nu afdøde Musiker Kreutzer fra Haderslev, den første Landsmand, jeg traf derude.
Der kunde ikke blive lang Tid til Samtale, da han sammen med Musikkorpset skulde føre Soldaterne,som nu blev stillet op, ind til Byen. Jeg saa ham ikke mere. Da vi kom tilbage til Lighallen, var der allerede kommen nye Lig til den næste Begravelse.
Og saa var det endda de rolige Dage lige før den store Foraarsoffensiv, som tog sin Begyndelse faa Dage senere.
I et Bræddeskur tæt ved Lighallen var et Par Soldater travlt beskæftigede med at lave Ligkister. De lavedes af uhøvlede Brædder og var selvfølgelig Yderst tarvelige. Jeg formoder ogsaa, at det har været en Undtagelse netop der i Halluin, at man lagde de faldne Soldater i Kister og gav dem alle Enkeltgrav. Netop de Dage, da jeg var dernede, havde de ikke saa travlt i Ligkisteværkstedet. Det var jo rolige Dage. Men, sagde de, der vil snart komme fuldt op af Arbejde, den store Offensiv, vidste man, maatte snart komme.
Ligkistefabrikationen var ikke nogen Forretning for dem, men den var en behagelig „Druckposten”. Det var i det hele utroligt, hvad der var lavet slige „Druckposten” paa der lige bag Fronten. Men jeg havde det Indtryk, at disse Stillinger hovedsagelig var for ældre, tjente Soldater, som havde været med fra den første Tid, og som var bleven sparet for haarde Kvæstelser. Nu havde saa deres aargamle Forbindelse med rette Vedkommende hjulpet dem ind i slige Retrætestillinger, og man kunde kun glæde sig Paa de heldiges Vegne.
En Hjulmager var ligeledes sysselsat bag Fronten. Hans Arbejde bestod i at lave smaa Jagtvogne, som jo altsaa ikke brugtes ved Fronten, men som de lykkelige Ejere, der saaledes fik dem paa en billig Maade, sendte hjem til roligere Tider. Om den Slags „Livsforsikringer”, som de ogsaa kaldtes, hørte jeg bagefter adskilligt, som jeg skal omtale senere.