13. juli 1918 – H.P. Hanssen: “Generalernes Storpralerier er utaalelige”

H.P. Hanssen var en af mindretallets ledende mænd, og repræsenterede blandt andet som medlem af den tyske rigsdag mindretallet i Berlin . Gennem hele krigen førte han dagbog, som blev udgivet efter krigen.

Berlin den 13. Juli 1918.

I Dag blev Rigsdagen sluttet, og jeg rejste sammen med flere Kolleger med Middagstoget fra Berlin. Jeg var i Kupé sammen med Dr. Blunck, Stubbe og Stolten fra Hamborg. I Afdelingen ved Siden af os sad Ballin og flere Direktører for Hamborg-Amerikalinjen.

Undervejs kom Ballin ind i vor Kupé. Vi havde jo nylig været i Hamborg og var ved denne Lejlighed kommen i personlig Berøring med ham. Han indledede straks en Samtale om Stillingen og gav sin Uvilje tilkende over, at Statssekretær v. Kühlmann var bleven fjernet. „Uden Forhandling er det dog umuligt at opnaa Fred,” sagde han. „Generalernes Storpralerier er utaalelige. Selv om vi i bedste Fald — hvad jeg iøvrigt holder for helt udelukket — sejrer paa Vestfronten, knuser Frankrig og driver Englænderne tilbage over Kanalen, er vi lige langt fjernede fra Freden. Hvad har vi saa i Virkeligheden opnaaet? Englænderne sidder saa vedblivende sikkert paa deres Øer. De vil have baade Folk og Materialer nok til Raadighed og vil kunne bygge 10 Gange saa mange Skibe, som vi er i Stand til at bygge. Verdensblokaden vil blive fortsat, og Søkrigen blive ført videre.”

Jeg noterede straks denne Udtalelse, da den forekom mig meget interessant som Udtryk ikke blot for Ballins personlige Opfattelse, men ogsaa for den Stemning, der hersker i hanseatiske Forretningskredse.

Kort før vi naaede til Bergedorf, standsede Toget, som det nu sker paa saa at sige hver Fart mellem Hamborg og Berlin. Lokomotivet var gaaet i Stykker. Et Leje var brændt ud. Der blev telefoneret efter et andet Lokomotiv i Hamborg, og indtil det kom, gav det et ufrivilligt Ophold. Ballin havde ingen Tid. Han vekslede et Par Ord med Togføreren, saa ud af Vinduet, aabnede Kupédøren og var med et Sæt ude af Toget.

Idet han vendte sig om og tog Afsked med os, raabte han, at han gik til Bergedorf, hvor han haabede at opdrive en Bil, da han ikke havde Tid til at vente.

(H.P. Hanssen: Fra Krigstiden, Bd.  2, Kbh. 1925, s. 299-300)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *