Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen
Nordslesvigere i Fangenskab
Under Titlen “Taktløsheder” bringer “Hamburger Fremdenblatt” følgende:
“Det københavnske Blad Politiken’s Londonske Meddeler, Hr. Viggo Tøpfer, som efterhaanden ogsaa er blevet berygtet her i Danmark ved sine hadske Beretninger og sensationelle Udpluk af engelske Blade, beretter, at der er en Del dansktalende Nordslesvigere blandt Krigsfangerne på ‘Blücher’. De har straks faaet danske Bøger, og der holdes dansk Gudstjeneste for dem af Pastor Troensegaard-Hansen i Newcastle. Sekretariatet har lovet ham – Viggo Tøpfer! – en fuldstændig Liste; han venter at høre fra den danske Konsul (!) i Leith om Sagen.
Det er ikke første Gang, at Meddelere til danske Blade viser den Taktløshed at interessere sig for de fra Nordslesvig stammende eller på ‘-sen’ lydende Navne i den tyske Hær og ‘gør Skridt’. En af den, Hr. Franz von Jessen (Manden er fremgaaet af Kolonialvarebranchen og har ingen Ret til det tyske Adelsprædikat og kalder sig formodentlig for tiden i Frankrig ‘de Jessen’) har allerede for slige “‘Skridt’ faaet en skarp Tilrettevisning fra det danske Udenrigsministerium. Men de danske Meddelere i Udlandet synes endnu ikke at have forstaaet, at ogsaa Folkene paa ‘-sen’ er loyale tyske Soldater, og at de med deres paatrængende Omsorg og deres Bønnebøger gør disse Folk og den nordslesvigske Sag en daarlig Tjeneste.”
Forfremmelse
Johan Wrang, Søn af Bogholder Wrang ved ‘Flensborg Avis’, fik i Efteraaret Jernkorset. Nu er han blevet forfremmet til Løjtnant af Reserven.