13. december 2021. Julekalender: Brudstykke af kirkeklokke fra Bikschote ved Langemark-Poelkapelle i Belgien

I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I dag er det et brudstykke af klokken fra kirken i Bikschote/Bixschote.

Landsbyen ligger ved Langemarck-Poelkapelle nord for Ieper/Ypres og blev fuldstændig udslettet under Første Verdenskrig.

Bikschote/Bixschote ligger nærmest lige i frontlinjen mellem ententens og de tyske linjer. Området var skueplads for nogle af de hårdeste kampe på Vestfronten både i oktober-november 1914, april-maj 1915, juli-november 1917, april 1918 og september-oktober 1918.

Kirken blev fuldkommen ødelagt allerede tidligt i krigen.

Brudstykket er 4 cm. tykt og massivt. På stykket ses noget af en inskription: “EDELEN E”, samt lidt af en dekoration. Stykket er taget med hjem af en ukendt sønderjysk soldat og befinder sig nu i Museum Sønderjyllands magasiner.

Postkort med et billede af kirken i Bikschote, angiveligt taget den 10. marts 1915. Kirken er allerede på dette tidspunkt en ruin. Foto: Museum Sønderjyllands Mediearkiv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *