13. december 1921 – Kirkeklokken, der blev glemt

Den gamle Kirkeklokke kommer hjem igen.

Som saa mange andre af Kirkeklokkerne i Sønderborg Amt, maatte ogsaa Notmark Kirkes gamle Klokke tages ned, for at omsmeltes til Krigsmateriel. Man var af den Mening, at dens Malm allerede for lang Tid siden var omdannet til Granater og havde spredt Død og Forfærdelse over mange Soldater, da Pastor Jensen fik Meddelelse fra Museumsinspektør Raben, at Klokken stod velbeholden paa Sønderborg Slot og at den stod til Menighedens Raadighed.  Klokken var ved en Forseelse bleven liggende i et Købmand P. Korff tilhørende Skur ved Statsbanegaarden. Ingen vidste, hvor den hørte hjemme, før Raben saa og genkendte den.

Klokken har for Notmark Sogn historisk Værdi. Den bærer Præsten Georg Cruckows Navn og blev støbt 1652 af Baltzer Melchior i Flensborg, der var en meget betydelig Klokkestøber. Bl.a. har han støbt en Klokke i Slesvigs Domkirke, i Møgeltønder, St. Nicolaj Kirke i Flensborg, i Aastrup, Tønder, Ensted, Nybøl og Gelting. Mange af hans Klokker er nu desværre bleven taget ned og støbt om til Granater, kun faa af dem har haft den Skæbne, som Notmark Klokke, at blive glemt.

Klokken vil i Dag blive afhentet paa Sønderborg Slot og vil endnu inden Jul blive ophængt paa sin oprindelige Plads i Taarnet.  Notmark Kirkes Menighed vil være glad og taknemmelig, naar Klokken til Jul lader sin kendte Røst lyde ud over Sognet.

Eksternt link til artiklen i Hejmdal, 13. december 1921.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *