Senest ændret den 7. februar 2017 7:50
Mikael Steffensen fra Styding gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 84 (RIR84). I december 1916 lå han i Flandern.
Flandern, den 13. Decbr. 1916.
Nu er det altsaa ind imod Jul, atter er det mod Barnets Fest. Og Tak for det Julehæfte, som du sendte mig. Det er dog ikke Julehilsenen fra i Aar, men fra i Fjor. Jeg fik det samme Hæfte tilsendt i Fjor; men det gik tabt i Sommeslaget, og jeg er saa glad for at eje det igen.
Maaske bliver Hæftet fra i Fjor udsendt paa ny? Dog kan jeg næppe tro det.
Min Jul vil blive taalelig i Aar, vi haaber nemlig paa at komme tilbage i Ro lille Juleaften. Saa kan vi pynte lidt op og hygge lidt i vort lille Bræddehus, og synge Julesange. For mig er alene Tanken om Ro den Aften saa velsignet. Mindet faar da Lov til at fylde Sindet og tage Sjælen fangen. Og Gud ske Lov er mit Sind saa rigt paa Minder, at det slaar til til den Aften. I Tankerne er jeg dog hjemme hos Jer, lever sammen med Jer, synger vore dejlige Julesalmer. Tonerne vil lyde for mit Øre: »Glade Jul, dejlige Jul« — —.
Mit Sind længes efter den Varme, som fylder mit Bryst, naar disse herlige Toner lyder. Aar efter Aar Slægter igennem har disse dejlige bløde Melodier stemt Sindet til Julestemning og skabt Glæde. Og jeg veed, de vil lyde for mit Øre den hellige Juleaften.
I mange, mange Hjem vil en, eller maaske flere af de kæreste unge Mænd savnes, — og de vil ikke vende tilbage. Krigen tog dem. Alene fra sidste Jul har jeg tabt mange Venner. Hvor forfærdeligt tungt maatte det være, hvis vi ikke maatte eller kunde tro, at der var et Derhjemme, var en Himmel, hvor Vorherre samler, hvad her vi nu maa savne. Og Gud ske Lov, at vi kan tro, at vi har faaet Vished for, at derhjemme er vort rette Hjem. At netop den rette Juleglæde er til Stede, naar det er blevet til Vished for os, at netop derfor kom Vorherre her til Jord, at vi kunde vinde og finde det himmelske Faderhus.
Lad det saa kun isne og blive mørkt omkring os, det rette, det store, det evige kan aldrig forgaa. Jeg har gjort mig den Tanke, at de, som gik bort, kan følge vor Færd. Det er mig ikke muligt at give Slip paa den Tanke; men jeg kan ikke begrunde den. Saa kær er den Tanke blevet mig, netop derved, at den er en Spore til at leve Livet ret. Men ogsaa derved, at saa er vi ikke skilte fra dem helt. Maaske er de os nærmere, end vi helt kan fatte.
Og Mindet om dem lyser med en sælsom Glans, hvis denne Tanke kan være rigtig. Livet her har sin Fortsættelse, fordi Sjælen aldrig dør, og ved Barnets Fødsel kan Livet fortsættes langt herligere end her, — naar vi blot vil. ——
Nu gaar det mod Jul. Maaske er det vor sidste Jul hernede. Og jeg veed, at om I kunde, I vilde byde mig til Eders Julebord, og denne Tanke gør mig saa inderlig godt. —
Gud vor Fader har taget saa mange Venner hjem til sit Julebord, denne Tanke, denne Vished fylder Sjælen med Glæde. — Glæde andre, som var det sidste Gang, vi fik Lov til det, deri ligger Velsignelse. —
Gid den Velsignelse maa blive Jer til Del, I, som har gjort saa meget for at glæde os herude, det er mit Juleønske. —
Rigtig glædelig Jul, velsignet af Gud, det er min Bøn til ham, som engang blev født til Jord for Verdens Frelses Skyld.
Glædelig Jul allesammen, og vær kærlig hilset fra Eders heng. Mikael.
Steffensen, Mikael: Sønderjyden Mikael Steffensen. Ved Valdemar Rørdam (1918)